Fortsæt til indhold

Et godt år for erhvervslivet

Spændende nybyggeri, en positiv udvikling af midtbyen og fremgang for flere virksomheder kendetegner året

Arkiv
Af Jacob Hove

Erhvervsåret 2015 set med erhvervslivets briller var et godt år. Sådan siger Michael Jul-Nørup Pedersen, erhvervschef, Vejle Kommune, om året, der går på hæld. “Der er mange virksomheder i kommunen, som det er gået godt for, der er sket en spændende udvikling i midtbyen, og mange nye byggerier er på vej,” lyder det fra Michael Jul-Nørup Pedersen. Han fremhæver virksomheder som blandt andre Ammeraal Beltech og Fertin Pharma, som begge kunne præsentere et rekord-regnskaber samt Dan Cake, der ekspanderer ude i verden. “Hos fremstillingsvirksomhederne tyder det på, at kurven igen i 2015 har vist en opadgående tendens i antal ansatte,” siger Michael Jul-Nørup Pedersen. Men der er også noget at arbejde med i de kommende år: “For fødeerhvervet som helhed er der stadig et stykke vej til fordums styrke. Det er stadig Vejles største enkelt-branche, og der er også igen en lille vækst, men vi tror, der er potentiale i yderligere vækst her,” siger Michael Jul-Nørup Pedersen og peger på arbejdet med Food Innovation House, som skal booste den udvikling yderligere.

Udvikling af byen

2015 blev også et år, hvor både strøget og byen generelt gennemgik en større forandring. “Det nye Latinerkvarter har skabt nogle nye, spændende rammer med specialbutikker, som kan noget særligt og restauranter, som vi ikke tidligere har set lignende af i midtbyen,” siger Michael Jul-Nørup Pedersen. Derudover fremhæver han det nye byggeri nede på havnefronten, hvor Olafur Eliasson har tegnet Kirk Kapitals nye firmadomicil, mens Home Vejle står for salget af nye luksus-lejligheder. “Udviklingen er med til at tiltrække en masse mennesker til byen og gøre Vejle endnu mere attraktiv, hvilket skaber nogle gode rammebetingelser for erhvervslivet.” Også uden for det centrale Vejle er der sket spændende nyt i løbet af 2015, som er kommet erhvervslivet til gode, fortæller Michael Jul-Nørup Pedersen. Man har blandt andet mærket den positive effekt af færdiggørelsen af motorvejsforbindelsen mellem Vejle og Herning, og så har Kongernes Jelling trukket mange besøgende til kommunen.