Et beskyttet job skal udvikle
Engang var beskæftigelse på handicapområdet næsten altid lig med et beskyttet værksted. Det er det stadig ofte, men nu øges fokus på at udvikle den enkelte
Beskyttet beskæftigelse er fra 1. oktober organiseret i Sønderborg Kommune på en måde, så værkstedernes indsats for at kompetenceudvikle borgerne er samlet i Saabu, der står for Sønderborg afklaring, aktivitet, beskæftigelse og udvikling.
"Vores grundtanke er, at alle vores borgere kan udvikle sig uanset deres funktionsnedsættelse. Der skal være fokus på de muligheder, den enkelte har for både personlig udvikling og kompetenceudvikling. Og der skal være kvalitet i de udviklingsforløb, der tilrettelægges for hver enkelt. Den kvalitet sikrer vi med fleksibilitet, dialog på tværs i systemerne og ved at fastholde fælles mål og fælles identitet," siger Niels Ole Bennedsen, formand for socialudvalget i Sønderborg Kommune.
Et skridt mere
"Kerneopgaven i Saabu er kompetenceudvikling. Det betyder, at vi hele tiden holder øje med, om der er mulighed for at tage et skridt mere f.eks. via kurser. Vi vil hele tiden have beskæftigelsesperspektivet for øje. Vi kan forestille os et eksempel, hvor en borger i nogle timer arbejder dér, hvor han/hun plejer, samtidig med, at vedkommende deltager i kursusforløbet 'Det gode værtskab' for at kunne arbejde i Universe Science Park næste sommer. Eller et andet eksempel hvor en borger arbejder med sanseintegration og –stimulation et par dage om ugen og samtidig deltager i lettere rengøring, hvor det mere er relationer til andre, der er fokus på," fortæller områdeleder på handicapområdet, Peter Westergaard Sørensen.
For at få en bred vifte af forskellige job samarbejder kommunen med det lokale erhvervsliv. Mangfoldigheden øger mulighederne for at skræddersy gode løsninger til hver enkelt.