Fortsæt til indhold

En ny bydel til en halv milliard

Ny helhedsplan med omfattende modernisering skal gøre Rønnebærparken og Æblehaven til et mere attraktivt boligområde

Arkiv
Af Torben Kristensen

Direktør Bo Jørgensen fra byens store almennyttige Boligselskabet Sjælland med 8.000 lejligheder i Roskilde, var stolt, da han sammen med flere af sine medarbejdere kunne præsentere den nye helhedsplan for bebyggelsen Rønnebærparken og Æblehaven. - Vi giver hele området et kraftigt løft og bruger en halv milliard, så det nærmest bliver en hel ny bydel. Vi tror, at både de nuværende og kommende beboere vil blive meget glade for det. - I hvert fald har det været en betingelse fra de nuværende lejere for at sige Ja til planen, at de kunne blive boende. De er nemlig så glade for at bo her, at de ikke vil flytte væk herfra, fortæller Bo Jørgensen. - Tilbage i 2009 blev formændene i de to boligafdelinger Æblehaven og Rønnebærparken enige om, at det hele så alt for nedslidt ud, så der var brug for at gøre noget. Det sker så med den nye helhedsplan, der netop er vedtaget med stort flertal på et beboermøde, hvor over 150 deltog. Sammen med Bo Jørgensen var flere af boligselskabets medarbejdere også med ved præsentationen overfor avisen: Projektleder Kjeld Jørgensen, der er bygningskonstruktør og oprindelig udlært som tømrer. Desuden udviklingschef Francisco Ortega, direktør Bo Jørgensen og pressekonsulent Jonas Whitehorn. Sammen fremlagde de detaljerne i den kommende helhedsplan, der rent fysisk skal sættes i gang i 2017 og være færdig i løbet af to år.

Med kommunen

Den nye helhedsplan er blevet til i tæt samarbejde med Roskilde kommune, der også er meget interesseret i at få nye beboere ind og gøre det mere attraktivt for alle at bo i dette område. Derfor er planerne om de nye store penthouse-lejligheder og en opgradering af alle udenoms-arealerne også en del af dette 'kvarter-løft'. - Vi har jo en fælles interesse i det her. Både kommunen og boligselskabet er kede af, at bebyggelsen i dag er med på den såkaldte 'ghetto-liste'. - Vi mener, at det er uretfærdigt, fordi vi kan se at beboerne er tilfredse og kun nødigt fraflytter boligområdet. Indvandrere og deres efterkommere udgør stadig under halvdelen af beboerne, og boligområdet har en lav fraflytningsfrekvens. Det viser, at her er et velfungerende boligområde, fortæller Francisco Ortega, der har ansvaret for boligselskabets boligsociale indsatser. - Vi satser virkelig på nu at åbne denne bebyggelse op i forhold til resten af byen, både mentalt og rent fysisk, forklarer direktør Bo Jørgensen. Efter den store opgradering i Rønnebærparken-Æblehaven vil Boligselskabet Sjælland derefter gå i gang med tilsvarende projekter i Ringparken, Fælledgårdene, Kristianslund samt Præstemarkshusene - eller 'Gummiløse' som dette kvarter blev døbt i 1950'erne pga. de mange børn. Lærlinge og unge Den samlede pris for disse store fornyelses-projekter kan nærme sig en milliard, anslår Bo Jørgensen. Arbejdet bliver så omfattende, at det vil give en betydelig beskæftigelse for bygnings-arbejdere. Her vil Boligselskabet Sjælland stille krav om, at de kommende entreprenører også tager 'socialt ansvar' ved at ansætte lærlinge og give opgaver til nogle af kvarterets unge, så de har noget fornuftigt at tage sig til imens. HELHEDSPLANEN Den nye Helhedsplan for Rønnebærparken og Æblehaven, som beboerne netop har vedtaget, betyder, at hele bebyggelsen atter skal være samlet i én boligafdeling under Boligselskabet Sjælland. Navnet på den skal de først bestemme senere. Den samlede pris for det omfattende arbejde bliver omkring 500 millioner kroner, altså en halv milliard. Pengene dertil kommer først og fremmest fra Landsbyggefonden, som lejerne i det almennyttige byggeri indbetaler til. Før Folketingsvalget i sommer blev det vedtaget, at mange af disse penge nu skal bruges på modernisering af ældre lejligheder som i Rønnebærparken-Æblehaven. Beboerne skal også selv betale dertil gennem forhøjede huslejer. De 21 bolig-karréer ved Holbækvej skal isoleres langt bedre, hvilket også giver mindre varmetab. Samtidig får de nye facader enten med mursten eller farvet puds. Vinduer og døre skal skiftes ud. I trappeopgangene skal der være store vinduer ved opgangene i facaden hele vejen op. Samtidig bliver gennemgangene ind til gårdene højere, så de også omfatter 1. etage. Begge dele skal give mere lys og større tryghed for alle, der færdes her. Lejlighederne får karnapper, der placeres ud for køkkenerne, som åbnes til stuen i et nyt og større rum. I blokkene ud mod parkeringspladserne installeres elevatorer, og her bygges en hel ny tagetage oven på med 44 store taglejligheder på ca. 100 kvadratmeter. De kommer til at koste 8.500 kroner om måneden, plus varme. De åbne altaner skal lukkes, og de mange tv-paraboler, der peger i højst forskellige retninger, skal gerne erstattes af fælles antenneanlæg, hvis beboerne ellers kan blive enige om det. En typisk lejlighed på 68 kvadratmeter, der nu koster 5.847 kroner om måneden, vil efter istandsættelsen stige med 300 kroner om måneden. Til gengæld kan de spare ca. 50 kroner om måneden på varme, når der bliver bedre isoleret. Sådan gik det til Bebyggelsen med de to almennyttige boligafdelinger Rønnebærparken og Æblehaven omfatter i alt 810 lejligheder. Den stod færdig midt i 1970'erne og hed fra begyndelsen Helgebakken. Den var tænkt som et integreret boligområde for almindeligt arbejdende roskildensere samt forskellige svage grupper, blandt andet patienter fra Sankt Hans, der her skulle kunne blive 'sluset' ud til et mere almindeligt liv. Økonomiske og sociale faktorer gjorde imidlertid, at mange lønmodtagere efterhånden foretrak at flytte i ejerbolig, fordi det ikke var meget dyrere. Derfor blev der efterhånden en voksende andel af svage grupper, også mange indvandrere, der fik huslejen dækket af det offentlige. På et tidspunkt havde navnet Helgebakken fået så dårlig en klang i Roskilde, at navnet blev ændret til Rønnebærparken og Æblehaven. Roskildes lokale boligselskab har sammen med kommunen i mange år arbejdet på at skabe en mere positiv udvikling i bebyggelsen, og der er også opnået en række resultater, så de fleste af beboerne i dag ønsker at blive og ikke er interesseret i at flytte væk. Den nye helhedsplan skal give hele bebyggelsen et stort løft og forstærke den positive udvikling, der allerede er sat i gang.

Sådan kommer de nye blokke i bebyggelsen til at se ud med store vinduer til trappeopgangene og forhøjede gennemgang ind til gårdene.