Fortsæt til indhold

Esbjerg Energy har forstærket truppen

Arkiv
Arkiv

Med ansættelsen af den 26-årige canadisk center, Tyler Gron, som kommer til Metal Ligaen efter et ophold i tyske Ravensburg Towerstars, har Esbjerg Energy for alvor forstærket truppen til det kommende slutspil.

"Tyler er en type, som ved, hvor målet står og hvordan man finder vej til det. Vi har sat ord på nogle kvaliteter, som vi ønsker tilført truppen, og det vigtigste var en spiller, som kender vejen til nettet. Derudover spiller han med en højre-fatning på staven, så vi mener, vi har fundet den rigtige spiller med de rigtige kvaliteter," fortæller cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy i en pressemeddelese.

Tyler Gron er 180 cm høj og 88 kg tung, og han har spillet i Central Hockey League og American Hockey League, men de fleste kampe har canadieren spillet i East Coast Hockey League. Her blev det til 76 kampe, men i sæsonen 2014/2015 spillede Gron i italienske Milano Rossoblu og skifede før denne sæson så til den tyske DEL 2-række.

"Tyler Gron scorede sidste sæson 24 mål i 32 kampe for Milano og blev her noteret for i alt 45 point. Det svarer til et gennemsnit på 1,4 point. I Tyskland nåede Gron at score ti mål i tolv kampe for Ravensburg og opnåede i alt tretten point i tolv kampe. Det er mere end et point pr. kamp. Så jeg er overbevist om, at vi i Tyler Gron har fundet en rigtig attraktiv spiller, som fansene hurtigt vil lære at værdsætte," siger Energy direktør Peder Krogsgaard.

Den nye Esbjerg-spiller er født i Spruce Grove, ikke langt fra Edmonton i den canadiske provins Alberta.

Det er vanskeligt at udtale sig om, hvor hurtigt spilletilladelsen og arbejdstilladelsen falder på plads, og vi ved, at den proces kan tage nogle uger, men jeg ser ham gerne spilleberettiget hurtigst muligt. Vi krydser fingre for, at papirarbejdet er hurtigt overstået og gør, hvad vi kan for at få tilladelserne på plads. Nu må vi vente og se," siger Mark Pederson.