Juleaften kommer familien i anden række
Franz fra Fredericia hjælper til i Det Bruunske Pakhus den 24. december, så udsatte borgere kan få en god jul
Franz løfter kaffekoppen, tager en slurk, og siger med rolig stemme:
“Jeg vil jo bare gerne gøre noget godt for andre mennesker”.
75-årige Franz er en beskeden mand, og inderst inde har han slet ikke lyst til at blive beundret for sin godhed. Men det bliver han, for han tager sin tørn. Hvert år den 24. december tropper han op i Det Bruunske Pakhus for at holde jul for borgere, der har kendt bedre tider. Det kan være narkomaner, psykisk sårbare, enlige, hjemløse og alkoholikere.
“Jeg har været med i 10 år. Jeg er frimurer og hørte om arrangementet i logen. Jeg tænkte, at det kunne være fint at prøve bare et enkelt år, men... Jeg kunne ikke lade være med at komme igen,” fortæller Franz.
Det var en lidt af en overraskelse for hans hustru.
“Ja, jeg blev da noget lang i hovedet, da han meddelte, at han ville holde jul med de hjemløse. Men fint nok. Jeg kan jo se, at han får noget godt ud af det.”
Det er jo kun én aften
Franz var ikke til at rokke, da han ført havde besluttet sig for at give fremmede en hånd juleaften.
“Jeg oplever en stor glæde, når julen rammer deltagerne i Pakhuset. Det er tydeligt, at de får en god oplevelse, og så må min egen familie komme i anden række. Jeg kan blive hjemme, når jeg bliver gammel,” lyder det med et smil fra fæstningsdrengen.
Tror du ikke din familie savner dig juleaften?
“Det ved jeg, at de gør. Min kone, børn, børnebørn og oldebørn. Men det jo kun én aften - og så selvfølgelig oprydningen dagen efter. I øvrigt er jeg altid sammen med familien 2. juledag, hvor vi holder stor julefrokost. Så de skal ikke undvære mig hele julen,” siger Franz, der tilføjer, at hans hustru ikke sidder alene juleaften.
“Hun holder jul med vores døtre eller børnebørn.”
Arbejder i køkkenet
Arrangementet i Det Bruunske Pakhus begynder klokken 15.
“Nogle kommer først til spisetid, men mange dukker allerede op tidligt om eftermiddagen, hvor vi hygger med kaffe og snolder. Det er en dejlig juledag med and, steg og risalamande. Vi synger også og uddeler gaver,” fortæller Franz, der sammen med syv andre frivillige varter julegæsterne op.
“Vi starter med at lave mad i loge-køkkenet allerede ved 14-tiden, og så flyver tiden ellers af sted. Vi får kørt stege og kartofler til Pakhuset, hvor køkkenarbejdet fortætter. Min opgave er mest i køkkenet. Her kan jeg godt lide at være,” konstaterer Franz.
“Hvis han dog bare var lige så flittig herhjemme,” lyder det drillende fra Franz' hustru.
Langt hovedparten af julegæsterne i Det Bruunske Pakhus er mænd, men i de sidste par år, er der også mødt flere kvinder op.
Der deltager typisk mellem 30 og 40 personer i arrangementet.