Renovering af Dorothea større end forventet
Håndværkere glæder sig til at få fingrene i bygningen
Til foråret går renoveringen af Zahnsgade 53 i gang. Bygningen er en af byens ældste og huser i dag Dronning Dorothea Teatret. Tilbage i maj viste undersøgelser, at facaden på bygningen var i stor fare for at styrte sammen, og de gamle bindingsværkstavler bogstaveligt talt var ved at smuldre. I efteråret kom Dronning Dorothea Teatret på kommunens budget for 2016 med en bevilling på en million kroner, og dermed kunne fagfolk sætte nærmere undersøgelser i gang for at finde ud af, hvordan arbejdet skal foregå, så bygningen bevares bedst muligt.
“Det bliver et lidt større projekt, end vi havde forventet. Ydermuren skal pilles ned, så der kan sættes et stålskelet op fra kælder til tag, hvor muren bliver bygget op om igen, så vi kan bevare ydersiden. Men der er stadig mange detaljer, der skal undersøges, for det er jo en gammel bygning. Gulvet er fra engang i 1600-tallet, og det kan sagtens gemme på nogle overraskelser,” fortæller formand for Dronning Dorothea Teatret Jacob Silberling Knudsen.
Derfor ved han heller ikke endnu, hvad den endelig pris for projektet bliver. Det skal først i udbud, og indtil videre er der kommet prisoverslag fra håndværkere på lidt over en million til 1,8 millioner kroner for renoveringen. Fælles for dem er imidlertid, at alle er meget interesserede i at komme til at arbejde på så gammel en bygning.
“Sagt på godt jysk, så synes de allesammen, at det er pissespændende. Det er lidt et prestige-projekt, fordi det er så sjældent, de får lov at røre ved bygninger, der er 400 år gamle. Det er noget helt specielt,” siger Jacob Silberling Knudsen.
Selv om det allerede nu står slemt til med facaden, så er der dog ingen fare for, at muren pludselig styrter sammen, idet der indvendigt er sat midlertidige støtter op. Derudover fortæller formanden, at der formentlig snart bliver sat en eller anden form for afskærmning op omkring muren, som også skal beskytte mod årstidens hårde vejr.