Fortsæt til indhold

Det lover godt for AlsRevyen

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Billetsalget til AlsRevyen 2016 går over alt forventning. På nuværende tidspunkt er der solgt 25 procent flere billetter end på samme tidspunkt i fjor.
AlsRevyen 2015 blev overværet af godt 1.000 gæster, og dengang var der tale om en fremgang på 10 procent.
AlsRevyen, der i 2016 har temaet ”Men kommer københavnerne ...” spilles fire dage i træk med premiere i Augustenborg-Hallen torsdag den 10. marts.
"Billetsalget fortæller os, at vi har ramt det helt rigtige tema. Det at NaturErhvervsstyrelsen har besluttet at flytte 400 arbejdspladser til Augustenborg Slot betyder noget for alle i kommunen. Men kommer københavnerne nu også? Det spørgsmål er det store samtaleemne lokalt, og nu kan man jo også læse om det i de landsdækkende aviser. Det gør jo, at vi helt naturligt lægger os ekstra meget i selen for at få de rigtige tekster, der med vid, alvor og munterhed kan sætte tingene på spidsen," siger manden bag revyen, Peter Buhl.
Billetprisen for voksne er 100 kroner og 50 kroner for børn. Fredag og lørdag er der mulighed for at tilkøbe Alsisk Pølsebord, og så er prisen 205 kroner. Billetter købes på www.alsrevyen.dk.