SønderjyskE på stor opgave i dag
Efter et træls nederlag på 2-3 i fredagens første pokalsemifinale, er der pres på mestrene før returkampen i aften
Årets første pokalsemifinale i ishockeyens "Metal Cup" kan bedst sammenfattes med ét ord på jysk: Træls.
Ihvertfald hvis man har lyseblå briller på. Ovenpå det klokkeklare nederlag i "Nytårsbraget", kom gæsterne fra Frederikshavn anderledes godt ud af denne kamp. Med en 3-2 sejr, har de den ene skøjte i årets pokalfinale.
Undervejs i kampen, som hjemmeholdet iøvrigt vandt stort i skudstatistikken, kunne man finde mange gode forklaringer på, at det kunne gå som det gik. En mildt sagt alternativ dommerlinje i kampens første periode, en serie uheldige udvisninger, som gæsterne var dygtige til at udnytte, osv.
Undskyldninger kan ikke bruges til noget. Kun en sejr duer når de to hold mødes højt mod nord i aften. Ellers bliver årets pokalfinale uden SønderjyskE.