Fortsæt til indhold

SønderjyskE jagter revanche mod Midtjylland

Træner vil have oprejsning efter sidste sæsons ydmygende nederlag i Skansen

Arkiv
Mikkel Hansen

optakt For anden sæson i træk mødes SønderjyskE og HC Midtjylland i Broager Sparekasse Skansen umiddelbart efter jul.
I SønderjyskE håber man helt sikkert på, at kampen den 28. december får et andet udfald denne gang.
Den 26. december sidste år blev SønderjyskE nemlig ydmyget af de midtjyske gæster med et pinligt nederlag på 26-28 efter en kamp, hvor intet fungerede for de lyseblå.
"Vi er alle opsat på revanche efter de lammetævede os på vores egen hjemmebane og stjal vores slutspilsplads," siger SønderjyskE-træner Morten Henriksen.
Han appellerer om hjælp fra tilskuerne.
"Jeg håber, vi får en kamp, hvor tilskuerpladserne koger. Vi får brug for opbakningen. Nu har publikum forhåbentligt spist godt i julen. så der er nogle ekstra kilo, der kan få tribunen til at gynge," griner Morten Henriksen, og forsikrer at spillerne holder igen med julemaden, så de er fedt, undskyldt fit, for fight.

Hård kamp venter

SønderjyskE vandt tidligere på sæson ude over HC Midtjylland efter en dramatisk kamp, hvor SønderjyskE var tæt på at sætte en 4-måls føring over styr på tre minutter. Sejren blev først sikret, da Anders Petersen snuppede et straffekast efter tid.
SønderjyskE-træneren forventer også en hård kamp i Skansen:
"Det bliver en benhård kamp, der kan få afgørende betydning for fordelingen af slutspilspladser. Vi kommer op mod et betonforsvar med spillere som Kristian Gjessing
Jacob Østergaard og Vignir Svavarsson. Dem kommer vi til at slå os på, så vi skal være klar til at få blå mærker," siger Morten Henriksen.
En af midtjydernes offensive trusler er den tidligere SønderjyskE-spiller Martin Henriksen, der har en central rolle på holdet, samt højre backen Kasper Gudnitz, der er blandt de mest scorende i ligaen.
"Og så skal vi have styr på Vignir Svavarsson på stregen. Han deler også tæsk ud offensivt - og det er ikke altid helt efter reglerne."

Fantastisk december

Efter kampen er der EM-pause, hvilket betyder cirka seks ugers håndboldpause i SønderjyskE.
"Vi vil gerne slutte efteråret godt af med en sejr," siger Morten Henriksen, der mener, at december er godkendt med en sejr:
"Det vil være en fantastisk december, hvis vi henter to point mod HC Midtjylland. Men uanset hvad venter der et hårdt forår."