Fortsæt til indhold

Akutsystem fik en svær start

Den nye 1813-telefon er kritisteret for lange ventetider, men på Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital forløb det meste efter planen

Arkiv
Arkiv

Det første døgn med det nye akut-system på Hvidovre Hospital gik ikke stille for sig.
Selv kalder Hvidovre Hospital starten for "svær", efter de første erfaringer kom i hus nytårsnat og døgnet derefter.
Det er specielt de lange ventetider på 1813-telefonen, der har været kritiseret.
På Hvidovre Hospitals akutklinik og –modtagelse er overgangen til det nye system dog forløbet helt efter planen.
- Der har været nogle problemer med 1813-telefonen, men på Amager og Hvidovre har vi fået en rigtig god start, konstaterer vicedirektør, Torben Mogensen.
- Personalet har ydet en fremragende indsats. Specielt planlægningen op til skiftet har taget lang tid, men vi kan se nu, at det har båret frugt.
Gertrude Ellekilde, som er ledende overlæge på Hvidovre Hospitals Akutmodtagelse, siger om medarbejderne:
- De gjorde det utrolig godt. Når man tænker på, at det er et helt nyt meldesystem, klarede de det flot, og langt de fleste patienter kom til inden for en time, siger hun og tilføjer:
- Patienterne var også glade. Mange var frustrerede da de kom, fordi de måtte vente i telefonen, men da de først kom herud, var de meget tilfredse med behandlingen.
Torben Mogensen mener også, at kritikken af det nye system og akuttelefonen er kommet for hurtigt, og han er sikker på, at det snart kommer til at fungere gnidningsfrit.
- Der var kritik fremme i medierne efter bare fire timer. Men det er en meget stor omlægning, så man bliver nødt til at have lidt tålmodighed. Jeg er helt fortrøstningsfuld omkring det nye system, siger han.
Opgørelsen, som dækker nytårsaften og morgen fra kl. 18:00 til 06:00, viser, at danskerne har ringet til 112 i alt 1.289 gange, hvor det har handlet om akut sygdom og tilskadekomst. Sidste år var tallet 1.392.
Region Hovedstaden, som er den mest befolkningsrige region, står for størstedelen af aktiviteten med i alt 542 opkald.