Ny programserie om rejser
Den 27. december søsættes en ny serie med Jan Mikkelsen
Radio Mælkebøtten i Fredericia begynder fra søndag den 27. december og ni søndage frem at sende en stribe rejseprogrammer, hvor Jan Mikkelsen blander en gang rejsesnak med god voksenmusik.
Jan, som bor i Fredericia, har 35 års rejseliv bag sig. Indtil videre er det blevet til besøg i 48 lande - enten i forbindelse med arbejde eller som turist.
Rejsebureauerne Dansk FolkeFerie, Tjæreborg Rejser og Club La Santa, tegner sig for de første 27 år. I 2011 vendte Jan tilbage til rødderne, og har kørt en stribe store rundrejser, mindre busrejser i Europa og været rejseleder på fem krydstogter. Ind i mellem har der været tid til at skrive rejseartikler, holde rejseforedrag og altså nu også radioprogrammer.
I programmerne kommer vi på besøg i mange lande, kommer bag kulisserne i rejsebranchen og får et indblik i den spændende og uforudsigelige hverdag, der er en del af charmen i branchen. For mange bliver det en livsstil, således også for Jan, som er 59 år og stadig aktiv i branchen.
Første program sendes søndag den 27. december klokken 15 og derefter samme tidspunkt de kommende søndage. På Radio Mælkebøttens hjemmeside (www.radiomb.dk), kan man høre eller genhøre programmerne efter de er blevet sendt.