KGGO har fået sig en før-julegave
I går søndag den 20. december fik foreningen af Kørestols-brugere og Gangbesværede i Gråsten og Omegn (KGGO) en før-julegave.
I mere end et år har KGGO-formand Svend Schütt drømt om og arbejdet for, at KGGO fik deres egen parallelcykel, så medlemmerne kan trille ture i det grønne. Og søndag blev lykkens dag, hvor drømmecyklen blev leveret.
“Jeg er glad for, at det lykkedes for os, og jeg er meget taknemlig over, der er fonde og virksomheder, der hjalp med penge,” siger Svend Schütt.
Parkeret hos Ipnordic
“Jeg er rigtig glad for, at cyklen får plads et sted, hvor der er niveaufri adgang, og hvor medlemmerne kan få fat på den alle ugens dage og timer, så den kan blive brugt mest muligt,” siger Svend Schütt, der er så heldig, at Ipnordic vil huse cyklen.
“Og vi sørger selvfølgelig for, at den kan holde og lade op, når den er hjemme,” fortæller Ipnordic-direktør Thorben Jensen.