Fortsæt til indhold

Joy lettet efter inhabilitet

Nu glæder Roskildes borgmester sig til at tage fat på opgaverne i 2016

Arkiv
Arkiv

- Jeg er lettet over, at denne sag om min inhabilitet endelig er overstået. Jeg har hverken påført kommunen tab eller skal betale noget tilbage, og ingen beslutninger skal laves om. Nu har jeg sagt undskyld, fordi jeg begik en fejl ved et møde i december 2013, da et samarbejde blev besluttet med Erhvervsforum Roskilde, hvor min dengang nye kæreste Jens Müller er direktør.
Efter to år med denne sag vil borgmester Joy Mogensen nu hellere se frem til det nye år og de opgaver, der venter Roskilde i 2016.
Samtidig erkender hun dog, at sagen selvfølgelig har fyldt meget i hendes liv, og der af og til har været øjeblikke, hvor hun har fået nok af det hele.
- Men så tænkte jeg på, at over 11.000 mennesker stemte på mig ved kommunevalget for to år siden. Den tillid skal jeg selvfølgelig leve op til, forklarer hun i dette nytårsinterview med Roskilde Avis.
- Uden at rode op i sagen igen er jeg da tilfreds med, at jeg ikke var inhabil i forbindelse med udformningen af byens turist-politik, hvor Erhvervsforum også har ansvaret for markedsføringen. Eller da kommunen i sommeren 2014 flagede med et orange Dannebrog for at markere festivalen.
- Byrådet tog Tilsynets afgørelse til efterretning, og den fornuftige debat om det ved sidste møde lover godt for samarbejdet i 2016. Alle partierne er jo med i et forlig om kommunens budget for det kommende år, så nu skal vi i gang med at løse opgaverne sammen, forklarer hun.

1.200 flere indbyggere

Joy Mogensen står i spidsen for en kommune, som de fleste af landets øvrige borgmestre vil misunde hende. Alene i 2015 voksede Roskildes befolkning med over 1200 indbyggere.
- Mange af vore indbyggere har fast arbejde og god uddannelse, så derfor vil virksomhederne også gerne flytte hertil, når de således kan finde kvalificeret arbejdskraft. Det giver også kommunen større indtægter, så kommer ind i en positiv cirkel og får bedre råd til at klare opgaverne, forklarer hun.
Blandt de nye initiativer i 2016, som hun glæder sig over, er åbningen af kommunens nye Psykiatriens Hus på Toftebakken i en del af det gamle Sankt Hans.
- Her kan vi behandle nogle af de, der ikke er syge nok til at blive indlagt. Samt ikke mindst efterbehandle udskrevne patienter, der ikke er helt raske, så risikoen, for at de genindlægges, bliver langt mindre.
- Så skal vi have gang i renoveringen og byggeriet af almene boliger i alle prisklasser. Hvis vi fortsat ønsker, at Roskilde skal være en by for alle mennesker, må der også være nogle flere billige steder at bo. Det skal vi bl.a. opføre i Trekroner og på det gamle skoleslagteri ved Køgevej, siger Joy Mogensen.

Mørke skyer

Borgmesteren ser dog samtidig nogle 'mørke skyer' eller alvorlige udfordringer for Roskilde i 2016.
- Vi må slås for RUC. De står foran så store besparelser, at det kan true deres stilling som et velfungerende og selvstændigt universitet.
- Sker det, vil det også true hele Roskildes position som en stor og vigtig uddannelsesby med mange forskellige tilbud for unge, som derfor kommer hertil.
- Samtidig skal vi finde plads til de mange flygtninge, der kommer hertil næste år. Foreløbig er det gået godt, fordi der har været så mange frivillige, som har ydet en helt ekstraordinær indsats.
- Men vi har ikke råd til at blive ved, hvis staten ikke sørger for, at der følger penge med, når de pålægger os at modtage flere. Ellers kan vi ikke undgå, at det går ud over den lokale velfærd, fordi Folketingets flertal fra 2017 og frem samtidig vil tage mange penge fra kommunerne.

Bliver i Roskilde

Joy Mogensen har til 1. januar været medlem af Roskilde Byråd i 10 år, heraf snart 5 som borgmester.
- Jeg kom ind som 25-årig og blev i øvrigt medlem af DSU som 15-årig.
- Så må vi jo se, hvad der er sket om 10 år. Men jeg har nu ingen planer om at forlade Roskilde, for jeg holder meget af kommunen mit job med at komme rundt og møde så mange borgere som muligt, fortæller hun.
tk