Frygt ikke Køge

Forhenværende direktør i Undervisningsministeriet, nu pensioneret Det var som om benene pludselig forsvandt under mig. Sneen var som is. Og jeg faldt. Derved startede en hændelse, jeg ikke havde forestillet mig ville ske, da jeg vågnede i mit Roskilde-hjem midt i centrum samme morgen. En oplevelse jeg lærte noget af. Heldigvis faldt jeg et sted, hvor unge, søde mennesker så mig. De smed, hvad de havde i hænderne og kørte mig til Føtex ved Stationscenteret. Jeg havde en plan om at købe ind. Her tog andre, unge kræfter over. De overtalte mig til, at jeg skulle til skadestuen. Jeg blev kørt dertil af en medarbejder som fortalte, at hun ved siden af Føtex-jobbet var i gang med at læse til sygeplejerske. Efter at have ventet i sygehusets lobby blev jeg tilset af en læge. Han konkluderede, at jeg skulle tage hjem. Da jeg have tabt mit kreditkort ved faldet, valgte jeg at spadsere hjem. Kulden tog til. Sneen blev endnu hårdere at gå på. Til sidst måtte jeg kravle for at komme frem. Jeg mistede helt orienteringen. Til sidst havnede jeg på Astersvej i en indkørsel. Her boede et sødt par. De hørte mig tilfældigvis (Og heldigvis.) De ringede med det samme 112 og hurtigt kom en Falck-ambulance. Jeg blev lagt på en båre og svøbt i varme tæpper. Falck-folkene var meget professionelle. De kørte mig tilbage til skadestuen på sygehuset, men der ville/kunne de ikke tage imod mig igen, selv om tiden var langt fra klokken 22, hvor lægerne går hjem og sygeplejersker tager over. Det var en mærkelig fornemmelse at ligge på en båre i en ambulance foran sygehuset - og blive nægtet adgang. De meget dygtige Falck-folk tog så affære. Kontaktede Køge sygehus og kørte mig dertil. Undervejs tog de prøver, som elektronisk blev sendt til Køge. Her blev jeg nøje undersøgt, hjernen blev scannet etc. Jeg kunne mærke, at jeg var i kyndige hænder. Jeg bad om at blive en ekstra nat, for at komme mig over chokket. Halvvejs blev jeg stillet det i udsigt, men dagen efter kom pludselig en kontraordre. De sendte mig hårdhændet hjem. Dumt gjort. Jeg blev hentet og kørt til Roskilde i en flextur-bil. Føreren fulgte mig ud af bilen og helt til min indgangsdør. Jeg var selvfølgelig glad for, og stolt over, et så højt et serviceniveau i sundhedssektoren i Danmark, og at der ingen brugerbetaling er. Og bestemt også af de folk, som havde hjulpet mig. Stort tak til dem. Hvad har jeg lært? 1. Frygt ikke for transporten til og fra Køge, Det håndteres af dygtige folk, ikke mindst hos Falck. Og turen er kort. 2. Roskilde Sygehus er ikke nødvendigt det bedste. Jeg har tidligere været indlagt og generelt set glad for sygehuset. Jeg har modtaget god behandling af høj professionalisme. Min hustru har født tre af vores fire børn der. Og med den yngst datter gik det så hurtigt, at vi næppe var nået til Køge, før hun var født - for 19 år siden. Dengang som nu: Kort vej fra midtby til sygehus. Det, jeg oplevede nu var for slapt af Roskilde Sygehus. Der er allerede et alternativ i Køge. I Roskilde har vi en såkaldt Sygehusgruppe. De arbejder blandt andet på at bevare en døgnåben skadestue. Jeg fik dog ingen hjælp fra skadestuen, da jeg havde brug for det. Det er naturligvis gruppens demokratiske ret, at kæmpe for hvad de vil. Men beslutningen om fremtidens sygehusstruktur e r truffet: Det store sygehus bygges i Køge. Som Roskilde-boer ville jeg selvfølgelig gerne have det store hospital her, inklusive døgnvagt på skadestuen, Her er jeg tryg, “herfra min verden går”. Men vi tabte slaget. I Roskilde var vi politisk simpelthen ikke ‘oppe på beatet’, da vi skulle have været det Det kan ikke ændres nu, men ærgerligt er det. For Roskilde Sygehus har meget at byde på. Og glædeligt er, at visse funktioner opretholdes her. Og forresten: Man fandt undervejs i processen omkring mit fald, ud af, at den medicin jeg tog, i sjældne tilfælde kan forårsage svimmelhed og være årsagen til, at jeg var gået/kravlet rundt uden mål og med. Så medicinen er nu skiftet ud, Hvor blev dette med medicinen konstateret? I Køge!