Fortsæt til indhold

Første halvår i billeder

Arkiv
Arkiv
I februar måned takkede ungdomsskoleinspektør Peter Guldberg af efter et spændende arbejdsliv. Næsten 200 personer var mødt op til Peter Guldbergs afskedsreception. Det store tal vidnede om en stor berøringsflade, siden han startede som lærer på Brorsonskolen i Varde i 1976.
Esbjerg og Varde forsyninger fusionerede i marts måned. De to forsyninger stiftede samtidig et fælles serviceselskab ved navn Din Forsyning A/S, der dækker et stort geografisk område og har 165.000 forbrugere. Her skåler de to borgmestre, Erik Buhl fra Varde og Johnny Søtrup fra Esbjerg i et glas vand.
Det internationale marked på Varde Torv i april måned blev et kæmpe hit. Sjældent er der set så mange mennesker på Varde Torv i løbet af en uge, som det var tilfældet i forbindelse med markedet, der bød på boder fra bl.a. Holland, Frankrig, Tyskland, Italien, Polen, England, Østrig, Finland. Markedet blev gentaget i efterårsferien.
Varde Sommerland bliver i disse år forskønnet. Seneste attraktion er denne store kyssebænk, som i april blev placeret ved indgangen. For at man kan få en fornemmelse af bænkens størrelse, placerede vi gymnasten Daniel Skov Petersen på bænken. Som det ses er bænken enorm, og siden april er den en af byens mest fotograferede attraktioner.
Den 29. maj kunne den nye Rolandhytte ved Karlsgårde Sø endelig indvies. Hytten har været flittig brugt af spejdere og skoleklasser gennem flere årtier, men trængte nu til en renovering. Derfor blev der samlet en masse penge sammen, så hytten kunne renoveres totalt.
D-A-D, Medina og Lukas Graham var blandt navnene til Owen Luft den 20. juni i Nordenskov. Som sædvanligt var der udsolgt i løbet af kort tid og festivaldeltagerne kunne nyde en lørdag i juni måned med pop, rock og nostalgi. Som det ses på billedet, var alle koncertgængere i godt humør hele dagen under den store “familiefest”.
Det var ”Shrek’ligt ærgerligt, for dem der snød sig selv for Varde Sommerspil 2015. Årets sommerspil på friluftsscenen i Varde startede som taget ud af en tårevædet novelle i et ugeblad. Den syv-årige søn må rejse hjemmefra – eller rettere sagt smides hjemmefra. Men hjemmefra kom den lille trold Shrek. Godt hjulpet af en god og solid madpakke, som hans mor havde smurt. Derefter måtte han så grueligt meget igennem. Det var 7-kantens største satsning på et sommerspil med et budget på omkring fire mio. kroner.