Ingen parkering i Støden
Der skal være plads til alle - også p-pladser, mener teknikformand Torben Jørgensen
P-pladserne i Støden skal væk, hvis det står til Plan- og Teknikforvaltningen. Til gengæld skal biler have lov til at læsse af ved butikkerne i området.
Formanden for udvalget Torben Jørgensen er lodret uenig.
- Det er pinedød nødvendigt med p-pladser i gaden, så forretningerne har mulighed for at fungere, siger Torben Jørgensen og fortsætter:
- Jeg synes, vi skal have plads til alle, også parkerede biler.
Uden parkering
Forvaltningen har lavet to forslag til at ændre vejen, men anbefaler ideen, hvor parkeringspladserne i Støden sløjfes.
Det giver bedre plads til bløde og hårde trafikanter og til at læsse varer af. Cykelstien langs Absalons Skole skal være bred, og smallere på resten af strækningen.
På de sidste 40 meter op mod Støden skal der ikke være cykelsti, men kun en markering af kørslen. På den måde har varebiler plads til at læsse af ud for butikkerne.
På sigt kan gaden eventuelt ændres til sivegade.
Fordelene ved dette forslag er, at der bliver bedre forhold for cyklister, skolebørn og fodgængere.
Ulempen er, at cyklisterne får mindre plads, når der er vareindlevering, og at der ikke er p-pladser i Støden
Med parkering
I det andet forslag foreslår forvaltningen, at der skal være en smal cykelsti med parkering ind mod Absalon Skole.
Fordelen er, at der bliver parkering i gaden. Ulempen er, at cykelstien bliver så smal, at det kan være farligt for cyklisterne, der risikerer at køre ind i åbne bildøre. Fortorvet bliver også smallere og generelt får fodgængere og skolebørn dårligere forhold, bemærker forvaltningen.
Protester
I 2014 fremprovokerede det et ramaskrig fra butikker og beboere, da forvaltningen foreslog at sløjfe p-pladser i Støden.
Derfor blev der holdt borgermøde om gaden, før de nye forslag kom på bordet.
- Jeg synes, det er vigtigt, at vi lytter til borgerne, der bruger gaden. Og der er mange, der ønsker p-pladser. Men jeg er spændt på at høre forvaltningens argumenter, siger Torben Jørgensen.
Plan- og Teknik-afdelingen skal afgøre Stødens fremtid på torsdag.
Utryg gade
Støden er en af de mest trafikerede veje i Roskilde, hvor 1.800 cyklister hver dag kører til eller fra centrum, 75 gange sætter en taxachauffør en person af, der skal til en af klinikkerne på hjørnet af Ringstedgade.
Mange af cyklisterne er skolebørn, der kører igennem hver eneste dag.
Busser, lastbiler og personvogne læsser af eller på og kører uden om hinanden på den smalle vej, så cyklister ofte skal zigzagge af sted for at komme frem.
Hvad mener du? Skriv det nedenfor eller på facebook.