Ingen medlidenheds-point til mig, tak

“Jeg træner ikke bare for at få motion. Jeg vil konkurrere, og jeg vil konkurrere på lige vilkår. Jeg ønsker ikke at være god på trods af mit handicap: Jeg vil bare være god. Og jeg ønsker ikke at få medlidenheds-point. Da jeg gik ud af folkeskolen fik jeg en Flid-pris, og det var da dejligt nok, men det er træls kun at få anerkendelse, fordi jeg er handicappet,” siger 17-årige Mie Trothe fra Fredericia.
Hun går i 2.g. på Fredericia Gymnasium. Og så svømmer hun. Hurtigt. Så hurtigt, at hun er på Dansk Handicap Idræts-Forbunds talenthold, hvorfra der er mulighed for at avancere til landsholdet.
“Jeg tror på, at jeg kommer på landsholdet. Og jeg drømmer da om Paralympiske Lege i 2020. Det ville være fedt. Men jeg vil ikke tro for meget på det - risikoen for skuffelse er for stor,” siger Mie og trækker sit ene ærme ned, så kanten kan nulres mellem tommel og pegefinger.

Kræft i knæet

Indtil 2008 var Mie Trothe en helt almindelig pige. Hun var en god fodboldspiller - og en dårlig taber.
“Rigtig dårlig,” indskyder hendes far i forbifarten og får Mie til at tøve et øjeblik.
“Narj, men jeg kunne godt blive sur, når jeg tabte. I dag er jeg bedre til at styre det.”
I 2008 fik Mie knoglekræft i venstre knæ.
Sygdommen gjorde, at knæet blev amputeret. Underbenet blev sat sammen med lårbensknoglen - men vendt om, så hælen nu gør det ud for et knæ.
Metoden har mange fordele i forhold til en mere klassisk amputation. Det er for eksempel lettere at bruge en protese.
“Efter operationen forsøgte jeg at forstætte med fodbold. Men jeg kunne ikke løbe som før, så jeg blev sat på mål. Men det gik ikke. Det var ikke sjovt,” siger Mie.
Så hun droppede fodbold og gik på jagt efter en anden sportsgren, hvor hun kunne få afløb for sit stærke konkurrence-behov.
“Jeg ved ikke, hvor jeg har mit konkurrence-gen fra. Min mor og far har det ikke, men det er stærkt hos mig.”
Jagten på en ny sport førte hende langt omkring.
“Jeg gik til snorkling en overgang, men det fangede mig ikke rigtigt. Så prøvede jeg motions-boksning. Og senere også badminton. Men ingen af delene gik rigtig godt,” siger hun.

Konkurrere på lige fod

Efter forgæves jagt på en ny sport at dyrke, sneg en ny erkendelse sig ind på Mie Trothe.
“Jeg begyndte at overveje at opsøge en handicap-sport. Det var ellers noget, jeg ikke havde haft lyst til,”, siger Mie.
Hun havde i lang tid ikke ønsket at blive set på som handicappet. Og det havde afholdt hende fra at opsøge en handicap-idræt.
“Men det er jo netop, når jeg dyrker sport sammen med raske, at jeg bliver set som handicappet. Dét gik op for mig. Netop ved at opsøge en handicap-idræt kunne jeg komme til at træne og konkurrere på lige fod med de andre. Og det var jo dét, jeg ville,” siger hun.
Resultatet blev, at hun begyndte at svømme med Delta Swim i Fredericia Idrætscenter. Kluppen er siden kommet med i DHIF.
I klubben træner Mie sammen med ikke-handicappede. Men samtidig er hun kommet med på DHIFs talenthold, som byder på stævner og træning, som målrettet forsøger at forbedre hendes tider.
“Målet er at komme på landsholdet. Og jeg forbedrer da også hele tiden mine tider. I starten gik det hurtigt fremad, men nu går det lidt langsommere. Men det går fremad, og jeg tror på, at jeg kommer på landsholdet,” siger hun og trækker lidt genert igen ærmet ned for at nulre kanten.
I det hele taget virker Mie lidt genert, når hun taler om sine evner og resultater.
“Jeg er ikke typen, der løber rundt og fortæller alle, når jeg har vundet et stævne eller forbedret en tid. Men det er da dejligt at se resultatet af ens slid - og jeg svarer gerne, når folk spørger,” siger hun.

Skole kommer først-agtigt

Seks gange om ugen er Mie Trothe i vandet for at træne. Dertil kommer to gange styrketræning hver uge.
“Jeg har endnu ikke haft en dag, hvor jeg ikke gad. Men der har da været dage, hvor jeg måske i stedet skulle have brugt mere tid på skolen,” siger Mie.
“Skolen kommer først,” siger Mie og sender et hurtigt blik til sin far.
“Men svømning kommer lige bagefter,” tilføjer hun så.
Hendes fokus på træning gør, at hun vælger noget af gymnasiets sociale liv fra.
“Når der er fest, drikker jeg for eksempel ikke noget af betydning, for det kan forringe mine svømmeresultater i en hel måned bagefter,” siger hun og tilføjer, at hun ellers er meget social. Også med sine svømmehold.
For tiden går hun også i køreskole.
“Jeg glæder mig til at få kørekort. Men det sker da, at jeg sidder til teoriundervisning og tænker på den træning, jeg går glip af, mens jeg sidder der,” siger hun med et smil.