Sejre til Køge BK og Solrød Comets
BASKETBALL: Efter sidste weekends skuffende hjemmebanenederlag til Lemvig, rejste Køge Basketball Klubs 1. Divisionshold sig i går, søndag, hvor holdet på udebane mødte Jonstrup BK.
Køge kunne tage turen hjem fra Ballerup-egnen med en sikker sejr på 78-61 - holdets 10. sejr i denne sæson.
Også den anden lokale klub i Køge Bugt området, Solrød Comets fik fuldt udbytte i hjemmekampen mod BK Amager, der blev sendt hjem fra Solrød Idrætscenter med et nederlag på 92-82.
Med sejrene ligger Køge BK og Solrød Comets fortsat side om side på en delt tredjeplads med 20 points.
Begge klubber har fordel af hjemmebane i den kommende weekend. Køge spiller lørdag kl. 16.00 mod Glostrup i Køgehallen, mens Solrød Comets hjemme i Solrød Idrætscenter møder rækkens nummer to, Stevnsgade, der har 26 points for 16 kampe. Denne kamp spilles søndag den 2. februar kl. 19.00.