Danske Skoleelever droppede ind i Odense
Tre skoler i Odense fik besøg fra skoleelevernes forening.
Eleverne på Giersings Realskole, Odense Friskole og Dalumskolen fik forleden besøg af Silke Fogelberg og Amalie Ravn fra foreningen Danske Skoleelever.
Besøgene var en del af de såkaldte 'drop-in-besøg', hvor foreningen kom forbi for at tale med eleverne om, hvordan skolereformen påvirker dem, hvordan det er at være elev på skolen, og hvilke rettigheder, skolebørnene har som elever. Særligt skolereformen er i fokus.
“Det er vigtigt, at vi hører fra eleverne selv, hvordan det går,” siger Silke Fogelberg, der er formand for Danske Skoleelever.
Nye besøg med politikere
Det var egenligt meningen, at Danske Skoleelever onsdag skulle besøge op til ti skoler i Odense.
Flere af skolerne aflyste imidlertid, og derfor endte det med, at foreningen i denne omgang kun kom på besøg på tre skoler.
Det er dog ikke for sent at møde skoleelevernes formand. Silke Fogelberg planlægger nemlig at besøge en række skoler i Odense 11. januar. Denne gang sammen med skoleordførerne fra nogle af de politiske partier i byrådet.
Foreløbigt har Alex Ahrendtsen (DF) takket ja til invitationen.