Fyr op under fornuften nytårsaften
Vores nytårfest giver den travleste dag på året på Akutmodtagelsen på Aabenraa sygehus. Ekstra mandskab er kaldt ind
To ekstra mand udover den faste stab på syv personer er klar i Akutmodtagelsen på Aabenraa Sygehus nytårsaften.
Her står de klar til at råde bod på vores dumheder, når alkoholen ryger indenbords, og fornuften fyres af sammen med det indkøbte fyrværkeri. Faktisk kommer så mange til skade, at nytårsnat - måske ikke overraskende - er det travleste tidspunkt på året på skadestuen.
Overlæge Jens Ole Laursen har selv mange gange været en del af det akutberedskab, som står klar til at hjælpe os, når vi kommer til skade.
“Jo, vi har rigtig travlt. Dels er der jo de almindelige skader som brækkede arme og ben, som vi jo stadig ser, selvom det er nytårsaften. Men dertil kommer så alle de skader, der opstår, fordi der er ekstra fest og ballade “.
Typiske skader
De fleste skader nytårsaften er de typiske “festskader”, som for eksempel brandskader eller folk, der har skåret sig på glasskår. Og så naturligvis fyrværkeriskaderne.
“Fyrværkeriskaderne er for eksempel håndskader, øjenskader og forbrændinger. Hvis det er mindre skader, så behandler vi her i Aabenraa, men hvis det er af mere alvorlig karakter, så sender vi de tilskadekommende videre til Odense eller Rigshospitalet,” forklarer Jens Ole Laursen.
Færre skader
Det er Jens Ole Laursens klare opfattelse, at der er en nedadgående tendens, hvad angår fyrværkeriskader.
“Det er klart min opfattelse. Bortset fra sidste år, hvor vi havde nogle grimme ulykker, så bliver der færre skader. Jeg mener det til dels skyldes nogle rigtig gode kampagner, og så at det er blevet lidt mere besværligt at få fat i fyrværkeriet”.
Mange har måske den opfattelse, at det er ulovligt krudt, der er den store synder, når man ser fyrværkeriskader. Men det er ikke korrekt, fortæller Jens Ove Laursen.
“De fleste ulykker sker med lovligt fyrværkeri. Ofte er det simpelthen fordi, man håndterer fyrværkeriet forkert. At man holder det i hånden eller går tilbage til en fuser. Så det handler i bund og grund ofte om, at man glemmer at bruge sin sunde fornuft”.
Gode rollemodeller
De senere år er vi blevet bedre til at beskytte os. For eksempel er det nu de fleste steder en naturlig ting, at vi bruger sikkerhedsbriller, når vi fyrer krudt af.
“De fleste børn bruger i dag sikkerhedsbriller. Men forældrene skal huske på selv at være gode rollemodeller. Og så skal vi i det hele taget forsøge at være en smule fornuftige, når vi mikser en cocktail af alkohol og fyrværkeri”, slutter Jens Ole Laursen.