Fortsæt til indhold

Driving Home for Christmas - men hvor er hjem helt præcist?

Der gemmer sig nogle pudsige oplysninger bag de store julehits

Arkiv
Jørgen Flindt

Vi hører dem år efter år. De julesange som har fået deres eget liv. Og som regel gemmer der sig nogle pudsige oplysninger bag.
Tag nu Søren Banjomus. Ifølge Otto Brandenburg selv så skrev han Søren Banjomus på en nat. Og ikke en hvilken som helst nat. Næ, det var natten mellem den 23. og 24. december 1968. Otto skulle nemlig optræde i et tv-show den 24. december, og han manglede en julesang. Han skrev den selv, og på den måde blev pensionen dermed sikret. Søren Banjomus blev udgivet i 1969.
Eller tag Whams 'Last Christmas'. Den udkom i 1984, og kan den dag i dag prale af at være den bedst-sælgende single, som aldrig blev nummer et i England. For samtidig udkom Band Aids 'Do They Know its Christmas', som toppede hitlisten i den periode. I øvrigt var det meningen, at Shakin Stevens julesang 'Merry Christmas Everyone' skulle være udgivet i 1984, men pladeselskabet frygtede de to andre udgivelser.det viste sig som et yderst smart træk. Året efter blev den udgivet og toppede hitlisterne.

Hvor skal han hen?

Eller tag nu Chris Rea's ‘Driving Home for Christmas'. Hvor er det egentlig, han skal hen? Jo, svaret er Middlesbrough. Han har nemlig engang forklaret, at han fik inspirationen til sangen, mens han og konen sad i hendes Austin Minor i en bilkø på motorvejen mellem London og deres hjem i den nordengelske by, Middlesbrough.
Eller tag nu Slades 'Merry X-Mas Everybody . I 1967 var det engelske band i øvelokalet, hvor man jammede nogle melodier sammen uden at bruge dem. Seks år senere ville bandet lave en julesang, og melodierne blev fundet frem igen. Og ved at parre nogle af melodierne, fik man skruet julesangen sammen. Slades absolut største hit gennem tiderne ramte pladespillerne med voldsom kraft. Sangen er i øvrigt, af englænderne, kåret som den bedste engelske julesang gennem tiderne.
Sådan er der så meget, når julesange skal på gaden.