Gode oplevelser giver gode vaner
Der er brede smil og hyggelig snak i gymnastiksalen på Hærvejsskolen, da Lokalavisen kigger forbi. 12 børn er samlet for at give den gas med gymnastik og sjov leg i halvanden time. De går på holdet “Rend og Hop”, som er et hold i Rødekro IF. Til at styre begivenhedernes gang er instruktørene Louise Søndergaard og Maria Dekker.
“For vores vedkommende startede det egentlig fordi, at vi havde nogle forældre, der efterspurgte et hold til de børn, der har lidt udfordringer. Og at det så passer som hånd i handske med kommunens tiltag for netop denne gruppe børn, er jo bare heldigt,” lyder det fra Louise Søndergaard.
Holdet har i øjeblikket 13 deltagere, hvoraf de fire er drenge, På holdet fokuseres der på basale færdigheder som styrketræning, balance og koordination. Holdet arbejder altså ikke - modsat de fleste andre gymnastikhold - hen mod en opvisning.
“Vi prøver at nå hele kroppen igennem på en sæson. Og meget af det foregår jo gennem leg, og vi vil meget gerne motivere børnene, så de synes, det er sjovt at være med. Det er en af de vigtigste opgaver,” forklarer Maria Dekker.
Hver træning starter med opvarmning og noget løb for at få gang i kroppen. Og børnene er glade og deltager aktivt.
“De er rigtig gode til at møde op. Vi oplever, at de kommer hver gang. Så det tager vi som et godt tegn,” fortæller Louise Søndergaard.
Kommunalt projekt
Rend og Hop er blot et af de særlige hold, hvor overvægtige børn er målgruppen.
Aabenraa Kommune har nemlig i samarbejde med Red Barnet og lokale idrætsforeningener sat gang i projektet Ta' chancen - fra sværvægt til letvægt. Projektet skal sikre, at overvægtige børn har muligheden for at blive en del af foreningslivet.