Interreg-midler til innovation
Syv nye projekter skal styrke den dansk-tyske region inden for turisme, innovation og uddannelse
I går onsdag den 16. december har Interreg-udvalget fra programmet Interreg Deutschland-Danmark været samlet og bevilligede i den forbindelse syv projekter med et samlet volumen på cirka 11 millioner euro. Alt i alt er der nu 18 dansk-tyske projekter, der arbejder på at realisere programmets mål og levere synlige, brugbare effekter, som det hedder i en netop udsendt pressemeddelelse.
I udvalget glæder man sig over, at private virksomheder igen er involveret i de godkendte projekter. Alt i alt deltager 13 private virksomheder i projekterne, og dermed er interessen for at deltage i Interreg-projekter steget markant.
To SDU projekter
Syddansk Universitet, Mads Clausen Instituttet er involveret i to af de syv nye projekter.
Det ene drejer sig om etablering af et dansk-tysk innovationscenter, som skal bruges af regionens virksomheder til at fremstille organiske energiteknologier som LEDs og solceller.
Målsætningen for det andet projekt er at udvikle et system til intelligent, decentral brug af energi på en lille skala og demonstrere denne på praksisorienteret vis.
FAKTA
De 11 programpartnere i Interreg Deutschland-Danmark er Region Syddanmark, Region Sjælland, kredsene Nordfriesland, Schleswig-Flensburg, Rendsburg-Eckernförde, Ostholstein og Plön samt byerne Kiel, Flensburg, Neumünster og Lübeck.
Interreg Deutschland-Danmark medfinansieres af midler fra den Europæiske Fond for Regionaludvikling. For perioden 2014-2020 beløber programmidlerne sig til 672 mio. kroner.