Fortsæt til indhold

Erik - en erfaren missionær

Erik Haahr Andersen gæstede Luthers Mission i Haderslev

Arkiv
Arkiv

Onsdag den 9. december havde Luthersk Mission i Hadereslev besøg af en meget erfaren missionær, Erik Haahr Andersen.
Erik er gift med Maja, og de har arbejdet i Tanzania i mange år. Første gang fra 1985-2000, anden gang fra 2008-2009 og nu for tredje gang fra 2014. Maja fik et års orlov fra sit arbejde i børnehaven Spiren i Haderslev, og Erik fik orlov fra pedelarbejdet på Løgumkloster Efterskole. Maja returnerede i sommers og genoptog arbejdet i Spiren, Erik søgte og fik sin orlov forlænget indtil udgangen af 2016. Erik er nu i Danmark for at fortælle om arbejdet og rejser rundt i Vest- og Sønderjylland.
Hvad laver ægteparret så i Tanzania? Erik underviser på bibelskolen i Kiabakari i Nordtanzania, men han leder også byggeriet af en ny lærerbolig. Erik har mange års erfaring i begge dele, idet han først i 1990'erne blev bedt om at lede byggeriet af bibelskolen og blive dens første leder.
Han kunne fortælle, hvorfor han er missionær, hvordan deres liv leves med en helt anden kultur og sprog og give et indblik i de forskellige arbejdsopgaver han har.
Maja har været initiativtager til at begynde lejre for børn. Den første børnelejr i et område på størrelse med Jylland blev afholdt i foråret. Lejren var planlagt til 60 børn og 12 lærere, og de kom alle.
Maja og Erik Haahr Andersen har hus i Haderslev, som de har lejet ud, indtil de selv flytter til byen. Indtil da bor de i Øster Åbølling i nærheden af Ribe.