Fortsæt til indhold

Medicin bliver nemmere at genkende

Arkiv
Arkiv

MEDICIN: Nu bliver det nemmere at genkende forskellige typer af medicin, når pakkerne og pillerne skifter form eller farve.
Apotekerne begyndte i denne uge at sætte etiketter på medicinpakkerne med navnet på det aktive indholdsstof. Det skal gøre det lettere for patienterne at komme helskindet gennem medicinjunglen.
Mange kender sikkert det, at medicinpakningerne og pillerne skifter farve eller form fra gang til gang, når man henter sin faste medicin på apoteket. For at sikre, at dette skift i form eller farve bliver så uproblematisk som muligt, får receptmedicin nu påført navnet på det såkaldte aktive indholdsstof. Navnet kommer til at stå på de hvide etiketter, som apoteket sætter på medicinpakken, hvor bl.a. patientens navn og dosering af medicinen også står.
Den nye ordning er aftalt mellem Sundhedsministeriet og Apotekerforeningen og trådte i kraft den 6. januar. Tiltaget skal gøre det nemmere for både den enkelte medicinbruger, sygeplejersker og sosu'er at genkende og holde styr på medicinen, selvom den ikke ser ens ud hver gang.
I Danmarks Apotekerforening er sundhedsfaglig direktør Birthe Søndergaard glad for det nye tiltag.
- Det er klart, at det kan skabe forvirring og utryghed, når medicinen pludselig bliver blå i stedet for hvid. Det gælder særligt borgere, som bruger meget medicin. Dette tiltag gør livet lidt nemmere for patienterne, og også for det personale som hjælper med at holde styr på medicinen, siger Birthe Søndergaard.
Den ordinerede medicin kan se anderledes ud, fordi apotekerne skal tilbyde patienterne den billigste relevante medicin. Det betyder, at producenterne er i skarp konkurrence om at sælge deres medicin billigst. Det er forskelligt hvilken producent, der leverer den billigste variant, og derfor kan den billigste variant skifte udseende fra uge til uge. Selvom pillerne har samme virkning og samme aktive indholdsstof.
Systemet fører til, at medicin, som er udsat for denne konkurrence, er billig i Danmark i forhold til de fleste andre europæiske lande, og at priserne fortsat falder.
Navnet på det aktive stof kommer på etiketten for at gøre det nemmere at holde styr på medicinen, når den skifter udseende. Fx får mange patienter udskrevet den samme medicin fra forskellige steder. Det kan være fra både den praktiserende læge og hospitalet. Patienten – eller fx sygeplejersken på plejehjemmet – risikerer at tro, at der er behov for begge doseringer, da de ser forskellige ud og kan have forskellige handelsnavne. Ved at fokusere mere på de aktive stoffer end pakken og pillernes udseende, mindsker man risikoen for, at patienten får dobbeltdosering.
- Vi er glade for at tilbyde danskerne den billigste medicin, og vi gør alt, hvad vi kan for, at det ikke skaber mere forvirring end højst nødvendigt. Det gør vi selvfølgelig med rådgivningen i skranken – og nu også dette tiltag, siger Birthe Søndergaard.
pm