Nu venter Ahmad kun på familien

Ahmad strammer ventilen og sætter en kobling på. Han tømmer den for luft og putter den i vandkaret for at teste, hvor meget tryk ventilen kan tåle. Den skal kunne tåle nok til at holde varerne i Bilkas køledisk kolde, så koldingenserne ikke putter en varm skinke i indkøbskurven.


Det er godt halvanden måned siden, at Ahmad startede i praktik hos Danfoss på Albuen i Kolding. Han er den første og indtil videre eneste flygtning, som Danfoss Kolding har taget ind, og han vil så gerne falde til, for der er ikke nogen udløbsdato på praktikforløbet. Måske kan han få lov til at blive, hvis han klarer det godt.


I lommen har han et stykke papir og en blyant, så han kan skrive nye fagtermer ned og terpe dem hjemme på Bed & Breakfast i Østerbrogade, hvor han stadig bor midlertidigt. Klimaskab, loddestation, drejebænk - det med sproget er stadig svært.
Ahmad er på Danfoss hver torsdag og fredag fra otte til 14. Altid i arbejdstøj og sikkerhedssko og med ID-kortet i lommen. Han arbejder på laboratoriet. Oftest følges han med Niels eller Wolfgang, for selvom Ahmad er uddannet elektroingeniør, må han endnu ikke sprængteste ventilerne alene. Han forstår ikke, hvad de andre siger, men han kigger efter dem og gør det samme.


“Husk sikkerhedsbrillerne, Ahmad,” lyder det fra Siri, der er leder af laboratoriet.


Hun peger på Ahmads briller, som han igen er kommet til at tage af. Med det samme er han med på forglemmelsen og sætter dem på plads. Han skal koncentrere sig lidt ekstra for tiden. Det er ramadan, og selvom han har gratis frokostordning i kantinen, spiser han ikke noget, før solen går ned omkring klokken 22.

Minister på gaden

For nogle uger siden, kort før Folketingsvalget, sad Ahmad en aften sammen med nogle af de andre flygtninge på Bed & Breakfast. En af de andre sendte sin mobil på rundtur. Han havde noget, han ville vise.


“Det her er Danmarks forsvarsminister,” sagde han og pegede.


På billedet ses en glad Nicolai Wammen (S), der sammen med den lokale folketingspolitiker Christian Rabjerg Madsen deler roser ud i gågaden.


De andre flygtninge grinte. De troede ikke på, at det var forsvarsministeren på billedet.


“Tror du selv, forsvarsministeren bare går rundt på gaden?,” var der en, der spurgte.
Men så viste det sig, at det var rigtig nok, fortæller Ahmad. Det var forsvarsministeren.


“Det er som en drøm. Tænk at det kan lade sig gøre. Hvis det var Syriens forsvarsminister, ville hele byen blive spærret af, og der ville være militære køretøjer på alle gadehjørner. Det er helt uforståeligt, at det kan lade sig gøre,” siger han og slår hænderne op foran sig.


Hvis han havde kunnet stemme til Folketingsvalget, ville han have stemt på Nicolai Wammen. Eller måske bare Socialdemokraterne, for nu har han hørt, at de sender deres politikere ud på gaden for at møde folket.


Ahmad har fortalt historien videre til familien i Istanbul. Han har også sendt dem artiklen, der blev skrevet om ham og bragt i Lokalavisen den 14. april.
“Nu synes de, jeg er berømt”.

Kan ikke holde savnet ud

Når Ahmad har fri fra Danfoss eller Sprogskolen, tager han ofte ud til Knudepunktet nær Marina Syd og Sortebro. Han træner på de udendørs fitnessmaskiner. Presser armene frem foran sig og løfter sædet og sin egen kropsvægt. Ved siden af ham er der en løber, der strækker ud på græsset. En anden læner sig ind over gelænderet og puster ud.


Ahmad kommer der ikke så meget for sundhedens skyld. Det er mest fordi, der er gået 11 måneder, siden han sidst har set sin familie, og der er endnu ikke noget nyt i familiesammenføringssagen. Hans kone Jalila og deres fem børn er stadig i Istanbul, og det er ikke til at holde ud. Heller ikke for seksårige Avyar, der har spurgt, om han aldrig skal se sin far igen. Eller for datteren Milan, som flere gange dagligt sender sin far billeder af familien, så han ikke glemmer dem.


Når han dyrker motion, er han mere træt om aftenen, og så er det lettere at glemme savnet og falde i søvn.


Ahmad troede ellers, det var tæt på, at familien var på vej til Danmark, da han blev tilbudt en fireværelses lejlighed på Nørremarksvej med overtagelse den 1. juli. Han sagde ja med det samme, men kommunen har sagt nej og givet ham afslag på et indskudslån. Lejligheden, der koster 4500 kroner i husleje om måneden er for dyr til, at Ahmad med sin kontanthjælp kan bo der alene, indtil hans familie kommer. Ahmad synes også, det er dyrt. Alt i Danmark er dyrt. I Syrien kunne han få 12 brød til den pris, som et enkelt koster i Danmark. Og han har hørt, at et hus i Kolding koster mere end én million kroner. Måske får han en dag råd til at købe et. Men det ærgrer ham nu alligevel lidt med lejligheden på Nørremarksvej. Han havde nået at forberede sig på, at hans yngste sønner måske skulle starte på Munkevængets Skole, og en af de andre flygtninge på Sprogskolen har sagt, at der ligger en god etnisk grønthandler i området. Måske han kan søge en ny lejlighed der engang.


Han må blive boende på Bed & Breakfast lidt endnu. Det gør ham nu heller ikke så meget, for han er blevet gode venner med nogle af de andre, som han indimellem bruger aftenerne med.


Andet afsnit i serien om Ahmad bygger på fire møder og interviews med Ahmad i perioden fra den 29. april til 26. juni.