“De første nætter sov jeg på gulvet”

Lyden af en græsslåmaskine bryder eftermiddagsstilheden på Junghansvej, mens solens stråler kravler hen over hustagene og ind gennem stuevinduet på 1. sal til venstre. Her bor Ahmad. Fra køkkenvinduet kan han se den veltrimmede bøgehæk, det røde murstenshus overfor og dannebrogsvimplen foran Kvarterhuset.


Han sidder på en madras i værelset ved siden af køkkenet med de bare tæer trukket op under sig.


“Skal jeg lave kaffe?,” spørger han.


Spørgsmålet kastes tilbage som et ekko fra det næsten tomme rum.
Han fik beskeden den 10. august og flyttede ind i lejligheden den 11. Han behøvede ikke engang trailer. Kunne have de fleste af sine ting i en kuffert, og pludselig stod han der i den tomme lejlighed. Ingen seng, intet køleskab, intet bord. Bare en label med hans navn som viceværten havde klistret på postkassen i opgangen sammen med et “Nej tak til reklamer”. De første nætter sov Ahmad på gulvet, fordi han ikke havde råd til at købe en seng, men nu har han købt to madrasser for 300 kroner i Rema1000.


Hans sagsbehandler havde ellers forklaret ham, at han, mens han var midlertidigt boligplaceret på Bed & Breakfast i Østerbrogade, selv skulle spare en del af sin kontanthjælp op til møbler til den nye lejlighed. Det har han ikke gjort. I stedet har han brugt pengene til at betale 10.000 kroner til et visum til sin familie og nogle ekstra 1000 kroner til fingeraftryk og pasfotos, så de kan rejse fra Istanbul til Danmark, når familiesammenføringssagen går i orden.


“Min kone arbejder som syerske, og min søn arbejder i en ægproduktion, men de tjener kun 30 kroner om dagen. Hvis de selv skulle spare pengene sammen, ville de aldrig komme til Danmark,” siger han.
På den måde var valget simpelt.

Ahmad stikker fødderne i klipklapperne, rejser sig og tilføjer så, inden han går ud for at sætte vand over:


“Men lige nu føles det stadig som om, de aldrig kommer”.

Fejl i papirerne

Hver dag tjekker han sin e-boks for at se, om der er nyt i hans familiesammenføringssag, men han har ikke haft heldet med sig. I stedet er der opstået problemer. Ambassaden i Istanbul skulle sende papirerne i sagen til Udlændingestyrelsen, men papirerne er aldrig nået frem. Efter lang tids gransken har medarbejdere på ambassaden fundet ud af, at man havde stavet navnene forkert. De har beklaget fejlen. Der er ikke andet at gøre. Sagen skal gå om, og Ahmad har fået besked om, at der kan gå yderligere tre til fem måneder, før han får svar.


“Jeg føler mig tom indeni. Jeg ved, at jeg er nødt til at være tålmodig, men det er svært at koncentrere sig om at falde til og lære sproget, når man er alene. Jeg føler et ansvar for min familie. For at de har det godt,” siger han.
Han har fået en brugt arabisk/dansk ordbog, og han øver sig hver dag på nye ord. I starten var han fortrøstningsfuld. Sproget skulle han nok lære. Nu er han ikke længere så sikker.


“Jeg står op, spiser, går i skole og venter. Det er det eneste, jeg kan gøre”.

Et pænt kvarter

Det er lykkedes Ahmad at skaffe lidt møbler til lejligheden gennem forskellige bekendte. Tolken fra sprogskolen har givet ham et bord, fire stole og en cognacfarvet lædersofa. Han har også fået et køleskab og tre senge, som børnene skal sove i, når de en dag kommer.


Han går over det knirkende trægulv i stuen, gennem fordelingsgangen og ind i lejlighedens største værelse.


“Mine tre ældste sønner skal sove herinde,” siger han og peger.


Hans datter og yngste søn skal dele et andet værelse, og det mindste værelse skal være han og konens soveværelse. Foruden de tre værelser og en stue, rummer lejligheden på de 85 kvadratmeter også et badeværelse og et køkken.


Ahmad kan godt lide kvarteret omkring Junghansvej. Der er så pænt og ordentligt, synes han. Græsset på de fælles arealer er altid slået, cyklerne står i stativer, og affaldet sorteres. Glas og flasker i én container, papir og pap i en anden. I Syrien tænkte man ikke så meget på miljøet, og der var kun få grønne arealer mellem de hvide gasbetonkomplekser, der lå tæt i Kobanes trafikkerede og larmende gader.


“I Danmark har I styr på alt,” konstaterer han.

Cykeldrømme

Da han boede i Østerbrogade, kunne han gå hen til sprogskolen på tre minutter. Nu tager det en halv time. Når han ser de mange cykler i stativerne udenfor lejligheden, tænker han, at han en dag også vil have en, så han kan cykle i skole. I Kobane var cykler et sjældent syn, men han har prøvet det før. At træde i pedalerne, finde balancen og komme fremad på de to hjul. Han tror godt, han kan huske, hvordan man gør. Han vil også lære børnene at cykle, siger han, men først skal de starte i skole.


Det er det vigtigste, og det gør ham ked af det at tænke på, at børnene ikke har fået undervisning, siden familien flygtede fra Syrien den 12. august 2014. Før flugten gik de i skole fem dage om ugen. Hver dag fra 7.30 til 12.30. Skolerne i Syrien var indhegnede, så ingen kunne se ind, men Ahmad har lagt mærke til, at man i Danmark frit kan gå ind i skolegården og kigge ind af vinduerne.


Det opdagede han, engang han gik tur i Munkevænget. Det var efter skoletid., så han gik lige gennem den øde skolegård. Forbi basketballbanen og hen mod et stort vinduesparti, kiggede ind i sløjdlokalet, hvor høvlebænkene stod på rad og række foran tavlen, så ind i musiklokalet, hvor der var bongotrommer og tamburiner på hylderne, og i et klasselokale, hvor glade børnetegninger og alfabetet fyldte det meste af væggen. Ahmad ved ikke, hvilken skole hans børn skal gå på, når de kommer til Kolding. Det er også ligemeget, når bare de kan gå i en skole som denne.


Tredje afsnit i serien om Ahmad bygger på interviews i perioden fra den 7. juli til den 8. september.