“Det er den bedste dag i mit liv”

Klokken er lidt over 12, da Ahmad træder ind i Billund Lufthavns ankomsthal. Han er nybarberet, og håret, der var ved at få grå stænk, er blevet farvet sort. Under vinterjakken har han en sort skjorte på, og ansigtsudtrykket skifter mellem et stort smil og stille eftertænksomhed. Han venter på sin kone og fem børn, som han ikke har set i et år og fire måneder. Han har længtes efter dem, savnet dem og tænkt på dem lige siden, de tog afsked i Istanbul den 20. august sidste år.

"Min lille søn må være vokset meget siden sidst," siger han og gætter med hånden i luften på, hvor høj seksårige Avyar er blevet.

I den ene hånd har Ahmad en buket røde roser, i den anden en pakke danske flag. Han har ventet så længe, at det næsten ikke er til at holde ud, og i nat var han så spændt og nervøs, at han kun fik et par timers søvn.

"En time føles som et helt år. Sådan har det været de sidste ti dage. Når jeg holder min familie i mine arme igen, bliver det den bedste dag i mit liv. Det første jeg vil gøre er at kysse min kone," siger han.

Ahmad kigger på infotavlen over ankomster. TK1349 fra Istanbul er 40 minutter forsinket og lander først 12.45. Han går hen til den store rude, så han kan kigge ind i ankomstområdet, hvor hans familie om lidt vil stå omkring bagagebåndet. De kommer med 11 kufferter, fortæller han med et grin. Rundt om ham står andre syrere, som også venter på deres familier, men Ahmad snakker næsten ikke med dem. Det meste af tiden står han helt stille og kigger ind ad ruden.

Drengen i kufferten

Ahmad havde ellers næsten mistet håbet om, at han ville få sin familie til Danmark. I flere uger inden Udlændingestyrelsens svar sov han dårligt om natten, og tankerne myldrede rundt i hovedet. Kunne han fortsætte med at se sine børn vokse op gennem skærmen på en mobiltelefon? Var det en fejl, at han efterlod familien i Tyrkiet? I dagevis havde han ikke haft lyst til at snakke med sine børn. Han havde jo lovet, at de ville komme herop, og den ældste var begyndt at sige, at han var en løgner. Kun lille Avyar bevarede håbet, og da han mødte en syrisk kvinde, der havde fået familiesammenføring i Danmark, øjnede den seksårige dreng en mulighed og spurgte hende, om hun ikke kunne putte ham i kufferten.

Tirsdag den 10. november midt i en dansktime kom svaret endelig: "Udlændingestyrelsen har i dag givet opholdstilladelse til din ægtefælle og børn".

"Klokken var 13.23. Det ved jeg, for i flere dage havde jeg tjekket min digitale post hver halve time. Lige der lyste jeg op i et smil, og så rejste jeg mig op. De andre vidste med det samme, hvad der var sket. Min lærer gav mig et kram, de ønskede tillykke, og så fik jeg lov til at gå hjem og ringe til min kone. Jeg sagde til hende flere gange 'du må tro mig, du må tro mig', og så græd jeg, men det var glædestårer," fortalte han ugen inden turen til lufthavnen.

Den 31. oktober havde 9.930 ansøgere fået familiesammenføringstilladelse i Danmark i løbet af år 2015. 6.195 af dem var syriske familier, og Ahmad og hans familie er nu endelig endnu et tal i statistikken.

Den store genforening

Klokken er blevet 12.45 i Billund Lufthavn, og to stewardesser går forbi. For dem er endnu en arbejdsdag overstået, og om lidt kan de igen tage hjem til deres familier. For Ahmad er den 3. december 2015 en dag, han nok aldrig glemmer.

"Det er bedre end den dag, jeg blev gift," konstaterer han.

Lidt efter begynder de første passagerer at stimle rundt om bagagebåndet, men han kan ikke se sin familie iblandt dem. Nogle af syrerne ved siden af ham får øje på deres familier og begynder at vinke, grine og filme med deres mobiltelefoner. Minutterne snegler sig af sted. Langt om længe får han øje på sin familie. Han læner sig helt op ad ruden, stiller sig på tæerne og vinker, før han vender sig om og går hurtigt tilbage mod dørene til ankomsthallen, så han er parat til at kramme dem, når de kommer ud. Masser af mennesker træder ud gennem de matterede døre, men der går lidt tid, inden hans familie dukker op i vrimlen. Den første Ahmad får øje på er 16-årige Alan. Ahmad krammer ham hårdt og længe, og så snart han giver slip, springer seksårige Avyar op i hans favn og begraver hovedet mod hans hals og . Bagefter bøjer Ahmad sig ned og krammer 11-årige Dozyar, inden han falder sin kone Jalila om halsen. Hun græder og tager hånden op til øjnene for at tørre tårerne væk. Ahmad krammer også sin 16-årige datter Milan og til sidst 17-årige Dyar.

"Jeg er meget, meget glad. Det er som en drøm," siger Ahmad og uddeler flag til hele familien og de røde roser til Jalila. Lille Avyar holder fast i sin fars jakke, mens de går ud mod parkeringspladsen.

"Vi har savnet ham så meget. Selvom vi næsten ikke har haft nogen penge i Tyrkiet, er vi kommet igennem det. Men vi kan ikke klare os uden vores far," fortæller Milan på vej tilbage mod bilen.

En god ven

Ahmads kollega Carsten har taget fri fra Danfoss for at hente familien og køre dem hjem til lejligheden på Junghansvej.

"Han er ikke min kollega, han er min ven," siger Ahmad.

Hjemme på Junghansvej træder familien forsigtigt ind i den lille lejlighed. De sætter sig i stuen og kigger nysgerrigt rundt, mens Ahmad styrter i pendulfart mellem køkkenet og stuen for at sætte tyrkiske kager, sodavand og vindruer på bordet. Carsten har købt en rød racerbil til Avyar og en fodbold til Dozyar. I Istanbul havde de intet legetøj, så drengene lyser op og vil lege med bilen med det samme.
Den næste uge har Ahmad fået fri fra sprogskolen og praktikken, så han kan være sammen med sin familie, og de kan falde godt på plads i lejligheden.

Ny start i Kolding

Ahmad Mustafa Atto var én af de 83 flygtninge, der kom til Kolding Kommune i 2014 efter at være blevet tildelt asyl. Han blev midlertidigt boligplaceret, startede i sprogskole, fik praktik og fik permanent bolig. Nu er Ahmads familie endelig kommet til Danmark, men deres rejse er langt fra slut. Nu skal de sammen skabe sig et liv i Kolding.