Diktator Benny den Første
Flertallet i Haderslev Kommunes nye byråd er politiske novicer, og de skal naturligvis gives tid, før der fældes dom over deres politiske indsats. Blandt de nyvalgte er Benny Bonde, Marstrup, og han får ikke lang snor, for han sad før kommunesammenlægningen i 12 år i Haderslev Byråd. Han er netop debuteret som formand for Plan & Miljø - han er også debuteret som diktator Benny den Første.
Stik imod god politisk skik tilføjede han i moske-sagen dagsordenen et punkt, så det kom til at fremstå som en neutral kommentar fra forvaltningen, skønt det i virkeligheden var et forsøg på at manipulere dagsordenen. Den slags har hidtil været uhørt i Haderslev Kommune.
Benny Bonde fik læst og påskrevet af andre politikere i udvalget, heldigvis, hvorefter han uden videre udsatte sagen til næste møde om en måned. Det er også uhørt. Sædvane er, at han trækker sin utidige indblanding i administrationens fremstilling af sagen tilbage, hvorefter den kan behandles politisk.
I stedet valgte Benny den nemme løsning. Vi tager sagen forfra i næste måned, sagde han, skønt der altså ikke på selve mødet skete noget, der berettiger, at sagen udsættes. Der var tale om en diktatorisk beslutning, der ikke blev motiveret.
Tilsvarende skete næsten på udvalgets møde forud for valget. Dengang var den nuværende borgmester, Hans P. Geil, udvalgsformand - og af angst for vælgerne blev sagen dengang udsat af alle udvalgets medlemmer - sparket til hjørne, som det hedder. Nu er det - dog med nogen større kraft og helt uden begrundelse - sket igen. Det tolker jeg sådan, at politikerne har en rigtig dårlig sag - altså de politikere, der anført af DF med alle midler vil stoppe det muslimske mindretals planer om at bygge moske med kuppel og minaret.
Moske-sagen er blevet en religions- og kulturkamp, hvor det ikke gælder om at have ret, men om at få ret. Der er nemlig intet juridisk, der forhindrer det muslimske mindretal i at få deres kulturcenter med tilhørende moske.
Havkatten Calle