Fortsæt til indhold

Positiv overraskelse på første del af erhvervsuddannelserne

2015 går på held og det er tid til at gøre status over den første tid med reformen for erhvervsuddannelserne. ”Det er gået fantastisk,” fortæller uddannelsesdirektør David Jensen om grundforløbets 1. del på EUC Sjælland.

Arkiv
Arkiv

Efter et halvt år med den nye reform for erhvervsuddannelserne er det tid til at gøre status. En af de helt store ændringer har været forløbet for de unge som kommer direkte fra 9. eller 10.klasse – de har skulle gå på grundforløbets 1.del, inden de skulle vælge uddannelsesretning. Et forløb på 20 uger som er tiltænkt som både afklarende og studieforberedende. Og selvom det første kuld først bliver færdige et par uger inde i 2016, så står billedet klart og tydeligt.
På EUC Sjælland i Køge og Næstved har grundforløbets 1. del været en stor succes.
- Det har helt sikkert haft en positiv effekt at samle alle de unge. De er glade, undervisningsmiljøet dynamisk og resultatet er blandt andet et minimalt frafald, fortæller uddannelsesdirektør David Jensen.
Reformens nye krav om, at alle skal have bestået dansk og matematik med minimumskarakteren 02 har betydet en ændring i typen af helt unge elever.
- De er helt klart dygtigere og mere motiverede, siger David Jensen.
EUDreformen trådte i kraft den 1. august i år, og den indebærer blandt andet, at erhvervsuddannelserne nu har et karakterkrav på 02 i dansk og matematik fra grundskolens afgangsprøve.
For at fokusere på uddannelsesvalg og vejledning skal de helt unge, som kommer direkte fra 9. eller 10.klasse på grundforløbets 1. del – et 20-ugers forløb, hvor de unge arbejder projektorienteret med blandt andet samfundsfag, krop og motion og praktikpladsansøgning. Grundforløbets 2. del er også 20-uger og er en del af den uddannelsesretning man har valgt, fx tømrer, tandklinikassistent eller struktør.

Første skoledag i august på grundforløbets første del.