Utraditionelt samarbejde gav pote
Det spiller for musiklærerene: Har endelig fået længe ventet videreuddannelse
UC SYD, Haderslev Sangakademi og Haderslev Kommune har alle haft en finger med i spillet, når et længe ventet diplommodul målrettet musiklærere nu er blevet en realitet. Diplommodulet er det eneste af sin art herhjemme.
13 studerende er samlet til tredje undervisningsdag på det nye diplommodul 'Musikdidaktiske færdigheder med særlig vægt på sang og korledelse'. Da de studerende, der især kommer fra folkeskoler og musikskoler i Haderslev Kommune, istemmer 'Se, nu stiger Solen' til den fælles morgensang, hører man tydeligt, at her er tale om folk med solid musisk sans. Lene Diemer Jacobsen, der er musiklærer på Lagoniskolen i Vojens, er en af de studerende på modulet:
"Mig bekendt er det første gang, man kan tage et modul som det her, og jeg har virkelig set frem til, at der blev udbudt noget videreuddannelse, der for alvor er målrettet musiklærere. Jeg vil f.eks. gerne starte et kor op på min skole, og der tror jeg på, at modulet her kan give mig en kvalificeret indgang til det arbejde. Og så er det i øvrigt et super hold, vi er kommet på, hvor vi klikkede lige med det samme."
Tværprofessionelt samarbejde
Det nye diplommodul er blevet til i et tværprofessionelt samarbejde mellem UC SYD og Haderslev Sangakademi og er det direkte resultat af en flerårig partnerskabsaftale. Haderslev Kommune har desuden bidraget til, at modulet blev en realitet, ved bl.a. at betale for de første deltagere, der meldte sig til.
"Vores fælles vision er, at der med tiden vil være en musiklærer på hver skole i Haderslev Kommune, der er særligt kvalificeret til at udvikle børnenes stemmer, lede korarbejdet og styrke sangmiljøet på skolen. I øjeblikket skal al undervisning kunne måles og vejes, og det giver et meget snævert syn på skolens opgave. Vi vil gerne tale om dannelse igen og ikke mindst om æstetisk dannelse. Her har sangen nogle potentialer for det enkelte barns personlige udvikling, men sandelig også for kulturen og fællesskabet, siger Else Marie Okkels, der er lektor ved UC SYD og modulansvarlig. Hun fortsætter:
"Nu er vi startet op med et hold meget engagerede studerende fra Haderslev Kommune, og så håber vi selvfølgelig, at vi efterfølgende kan udbyde modulet i en bredere kreds.
Musikundervisning for viderekomne
Undervisningen på det nye modul byder både på fællesundervisning i emner som udvikling af barnestemmen og musikalsk skaben og undervisning i mindre grupper under overskrifterne sang, korledelse og akkompagnement. Ifølge Lise Holt Larsen, der underviser på Fællesskolen Starup-Øsby, er undervisningen tilrettelagt, så den umiddelbart kan bruges i hverdagen.
"Ofte er vi kun to musiklærere på en skole, og så kan det godt være lidt begrænset med den faglige sparring. Derfor er det også skønt at komme på et modul som det her, hvor vi kan udveksle både gode idéer, erfaringer og noder. Jeg har fået masser af nye input, og jeg har allerede kunnet bruge noget af det, jeg har lært, i min undervisning, siger Lise Holt Larsen.
Diplommodulet 'Musikdidaktiske færdigheder med særlig vægt på sang og korledelse' bliver afviklet i løbet af efteråret og vinteren 2015 og udgør ti ECTS-point. Modulet afsluttes med en eksamen i marts 2016. Læs om modulet her: https://evu.ucsyd.dk/EH06-15610