Fortsæt til indhold

Stefan og Freja er et godt team

Fra soveværelset i Haderslevs Slotsgade sender manden bag Radio Freja, Stefan Bøgh, musik ud i hele verden

Arkiv
Mette Henriksen

Nogle børn kan være født ind i en familie, som gør, at barnet har brug for at finde et helle for at overleve.
Sådan et barn var Stefan Bøgh, og denne skæbnesvangre opvækst er der kommet en helt særlig passion for musik og radio ud af.

Manden bag

Stefan Bøgh fra Haderslev er manden bag den nonkommercielle internetradio Radio Freja, som han driver sammen med sin hustru Hjørdis. Produktionen foregår dog ikke fra et fancy lydstudie, men fra soveværelset i hjemmet i Slotsgade 27, hvorfra der sendes musik døgnet rundt.
“Vi har på grund af sygdom hverken bil, båd, hund eller børn. Så derfor bruger vi i stedet for tid og sparepenge på vores fælles passion, musik og radio,” fortæller Stefan Bøgh, der fik sin første radio som lille purk.
“En onkel havde foræret os fire børn en lommeradio i julegave hver. Og jeg kan love dig for, at der blev hørt radio hjemme under dynerne. Det var godt at vide, at der var en anden verden derude, end den vi oplevede derhjemme,” siger Stefan Bøgh, der har samlet lidt radioerfaringer fra sin tid som frivillig ved en lokal radiostation.

Alt er selvlært

“Alt er selvlært, og det har taget tid, for der er meget at sætte sig ind i, når man er studievært, tekniker, webmaster og økonomiansvarlig på engang,” siger Stefan, som har lyttere over hele verden.
“Som noget nyt kan vi igennem udbyderen følge med i, hvor i verden vi bliver hørt. Og selvom det da er sjovt at vide, at der bliver hørt Radio Freja i et hjem i Asien , så er det højeste ønske dog, at folk fra lokalområdet giver os endnu flere klik.”
Ved siden af Radio Freja, som spiller alt fra gamle croonere til moderne musik, står det kristne par også bag Freja Gospel, der spiller kristen musik, og Freja Christmas.
“Vi er ikke tilknyttet nogen frikirke eller missionerende. Vi står derimod fuldstændig på folkekirkelig grund, når vi laver radio. Det synes vi er vigtigt at pointere,” siger Stefan, der især er stolt over stationens gode lydkvalitet.
“Den er i særklasse, og det skal den være, hvis man vil gøre en forskel på lyttersiden.”
Radio Freja kan modtages på flere protaler og på hjemmesiden www.radiofreja.com