Vennekredsen blev selv begavet
Sydbank Haderslev havde en mønttæller tilovers, som Vennekredsen tog imod med kyshånd
En rød varevogn, klar til afgang, parkeret ved bagindgangen til Sydbank-filialen i Haderslev.
Det lignede et faretruende scenarie foran Sydbank filialen i Haderslev denne fredag morgen. Det var dog ikke tyveknægte, der var på spil, men de flittige flyttemænd fra Vennekredsen, som skulle afhente en gave til foreningen selv.
Efter at Sydbank-filialen i Vojens har lukket dørene, havde banken en mønttæller tilovers, som nu er tilkommet Vennekredsen.
"Den skal være meget velkommen til at stå i vores kontor. Efter en weekend med loppemarked har vi massevis af småpenge i kassen, som skal tælles, så mønttælleren kommer til at gøre nytte," sagde formand for Vennekredsen, Jens Peter Rasmussen, som havde sørget for at få to af foreningens stærkeste flyttemænd med på opgaven.
Også afdelingsleder Jane Beier Andersen var glad for at mønttælleren kommer til at gøre nytte et andet sted.
"Ellers var den nok bare blevet smidt ud, så det er dejligt at Vennekredsen lige står og mangler en mønttæller."