Hvidovre-skipper skal bære fanen til vinter OL
Det bliver Hvidovreskipper Lene Nielsen, der skal bære fanen, når de danske vinter-OL-deltagere i februar er med i indmarchen til OL i Sochi i Rusland.
Det blev afsløret, da Team Danmark mandag holdt pressemøde i Hvidovre Curling Club.
- Lene Nielsen er en stærk ambassadør for det danske OL-hold, og som skipper er Lene den, der går forrest. Lene er en dedikeret, seriøs og målbevidst sportskvinde, der har gennemgået en stor udvikling siden hun var med ved OL første gang i 2006. Sammen med Maria, Jeanne, Helle og Mette rejser Lene til OL med et rigtig spændende potentiale - senest vist ved EM i Norge i december hvor det blev til en 4. plads, siger DIF's OL-chef Morten Rodtwitt, der er chef de mission for OL-holdet.
Og 27-årige Lene Nielsen lægger da heller ikke skjul på, at hun føler sig beæret over at få den opgave.
- Da jeg blev bedt om at være fanebærer var det første jeg tænkte, at det bliver en fantastisk oplevelse! Det er virkelig stort og en ære at få lov at bære Dannebrog ind til åbningen af OL. Det er noget, som tilfalder de færreste. Jeg føler mig utroligt privilegeret og heldig at jeg får lov at opleve det. Mit hold har opfyldt et stort mål ved at kvalificere sig til dette OL – det er noget vi har arbejdet hårdt og målrettet på de seneste 3 år, siger Lene Nielsen.
Team Lene Nielsen og Team Rasmus Stjerne fra Hvidovre skal begge til OL i Sochi.