Fortsæt til indhold

Tilmelding til Hærvejsløbets Etapeløb åbner

Arkiv
Arkiv

Uanset hvilket fokus og hvilken målsætning du har for din egen præstation, kan du finde masser af udfordringer ved Hærvejsløbets Etapeløb 2014.

Det er, om du ønsker at slå din egen rekord for, hvor langt du kan løbe på en weekend, om du er ultraløber, der vil prøve kræfter med hele Hærvejsløbet på 300 kilometer, eller om du sammen med nogle gode løbevenner vil afprøve, hvor mange kilometer i tilsammen kan løbe ved Hærvejsløbets Etapeløb 2014.

Ved løbet i juni 2014 bliver der flere muligheder for deltagelse. Løberne kan enten vælge at være med på hele rejsen fra Flensborg fredag morgen til Viborg lørdag aften. Ønsker man ikke at afsætte en hel weekend, er der flere muligheder. Man kan enten deltage en hel dag fra fredag morgen til fredag nat eller fra tidlig lørdag morgen til lørdag aften.

En nyhed i 2014 er muligheden for at deltage på en udvalgt rute mellem to store forplejningsdepoter. Hver rute dækker 3-5 etaper, og løberen kan tage det antal etaper, der er lyst og energi til og får forplejning ved ”måldepotet”.

Socialt oplevelsesløb

Hærvejsløbets Etapeløb er et socialt oplevelsesløb, der byder på både fælleskab, udfordringer, en fantastisk natur og masser af spændende kulturhistoriske indtryk. Rejsen er fra Flensborg over grænsen og op gennem Jylland til den gamle domkirkeby Viborg. En rejse på ca. 300 kilometer fordelt på 30 etaper. Og man løber det antal etaper, der passer den enkelte.

Ved Hærvejsløbet drejer det sig ikke om at løbe hurtigst muligt. Alle løber i samlet flok med en hastighed på 10 km/t. - Her er der således tid og plads til fælles oplevelse og gode snakke.

Ny holdkonkurrence

Som noget nyt i 2014 deltager alle hold i en konkurrence, hvor det gælder om at have løbet så mange kilometer som muligt i gennemsnit pr. deltager. Et hold består af 2-10 personer. Holdets mål er at tilbagelægge så mange kilometer som muligt i løbet af de to dage, som etapeløbet varer.

Det udregnes således, at det samlede antal kilometer, holdet har løbet, lægges sammen og divideres med antal deltagere på holdet.

”Et etapeløb er noget, man er sammen om. Hvis man stiller op som et hold, er man fælles om udfordringen og oplevelsen. Man skiftes til at løbe, og de andre på holdet bakker op ved både etape start og slut. En fra holdet løber måske første etape, en anden løber anden etape, mens to løbere løber tredje etape. Så selv om man ikke alle løber samtidig, er man fælles om løbet,” siger projektleder for Hærvejsløbet, Flemming Johannsen.

Arrangørerne af Hærvejsløbet håber, at omkring 500 løbere vil melde sig til løbet i juni.

Tilmelding foregår via Hærvejsløbets hjemmeside.