Fortsæt til indhold

19-årig opgav falsk identitet til politiet

Arkiv
Arkiv

KØGE: En politipatrulje bemærkede onsdag aften kl. 20.10 en forankørende personbil på Parkvej i Køge, hvis nummerplader var afmeldte i motorregisteret hos SKAT.
Politiet standsede bilen og fandt en ung mand siddende bag rattet. Han kunne ikke fremvise noget kørekort og blev derfor sigtet for dette.
I den anledning oplyste han nogle personlige data til politiet, som ved en efterfølgende kontrol ikke kunne få alt til at stemme.
Den unge mand erkendte nu, at han havde opgivet falske generalia til politiet for at slippe for en bøde for at køre bil uden førerret.
Han oplyste nu at være en 19-årig mand fra Ringe, som aldrig havde erhvervet et kørekort. Ved nærmere undersøgelse af den 19-åriges person fandt politiet en enhåndsbetjent foldekniv, hvorfor han også blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.
Til sidst fandt politiet ud af, at den 19-årige faktisk var eftersøgt af Fyns politi, fordi han siden november 2013 var udeblevet fra afsoning af en frihedsstraf.
Politiet tog den 19-årige og afleverede ham til Kriminalforsorgen med henblik på fortsættelse af afsoningen.
Den sigtede vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres, oplyser Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.
pm