Fortsæt til indhold

Nu er de anholdt

Arkiv
Arkiv

Politiet oplyser her til eftermiddag, at man i går torsdag har varetægtsfængslet to unge mænd i forbindelse med den sag om trusler, som blev fremsat gennem Hvidovre Avis i tirsdags.
Her truede de unge med at brande dele af Stationsbyen ned, hvis ikke de inden for tre uger ville få et værested stillet til rådighed. To unge mænd på 18 og 19 år, fra henholdsvis Avedøre og Hvidovre. er varetægtsfængslet i 14 dage. Københavns Vestegns Politi har sigtet dem for at afpresse Hvidovre Kommune.
- Det er alvorligt, når man truer myndigheder og politikere og opskræmmer lokalsamfundet – og vi satte hurtigt kræfter ind i efterforskningen, siger politikommissær Johnny Bonde, Hvidovre Lokalpoliti.
- Lokalpoliti, Hvidovre Kommune og andre gode lokale kræfter arbejder på at gøre Avedøre til et godt sted at bo – og det fortsætter vi med, siger politikommissæren.
Efter truslerne har Københavns Vestegns Politi øget sin tilstedeværelse i Avedøre og efterforsket sagen, oplyser politiet i en pressemeddelelse. Mændene er sigtet efter straffelovens bestemmelser om afpresning, subsidiært ulovlig tvang. De nægter sig skyldige.