Team Køge Volley overraskede mod Lyngby
VOLLEYBALL: Team Køge Volleys unge damehold i DameLigaen er ved at finde sig til rette i det fine selskab.
Søndag eftermiddag vandt holdet sin tredje sejr i træk, da det noget overraskende blev til en fornem sejr i udekampen mod rækkens nummer tre, Lyngby Volley.
3-1 lød sejrscifrene i Engelsborghallen efter sætcifrene 25-22, 17-25, 25-20 og 26-24.
Dermed bevarede køgenserne håbet om at komme mellem de seks bedste hold i Ligaen og dermed kvalifikation til kvartfinalerne om DM senere på foråret.
Team Køge Volley har efter sejren mod Lyngby 9 points for 10 kampe. Den direkte konkurrent til 6. pladsen, Aarhus Volley har 11 points, men for to kampe mere spillet.
Så kan Team Køge Volley sikre sig nye sejre i de to kommende kampe, den første allerede på onsdag den 29. januar kl. 19.00 mod Frederiksberg Volley i Bülowsvejhallen og tirsdag den 4. februar kl. 19.00 ude mod bundholdet Gentofte Volley i Kildeskovshallen, har holdet afgørelsen om 6. pladsen i egne hænder.