Lighed for loven

Egentlig synes jeg, at det er godt, at det blå flertal i Plan & Miljø vil give Forsikringsselskabet GF lov til at udvide Gammelting 16 i Haderslev. Det er også sympatisk, at det samme flertal går ind for udstykning af tre grunde for Tamdrupvej 38, mens det er usympatisk, at flertallet efter en kluntet udvalgsformandsfejl sylter sagen om en moske ved Niels Bohrsvej i Haderslev, med henblik på at forhindre moske-udbygning.

Her spiller mine private sympatier og antipatier imidlertid ingen rolle. Regler og love skal overholdes, og hvis de ikke virker efter hensigten, må de ændres af lovgiverne. Kommunerne har kun ét at gøre, og det er at overholde lovene. Det må politikerne altså også rette sig efter, men nye tider er indvarslet i Haderslev Kommune.

Med Benny Bonde, Liberal Alliance, som formand forsøger udvalgsflertallet at omgå lovene i den sag, de har sympati for - og tilsvarende for den ene sag, de har antipati imod.

For Tamdrup-sagen gælder, at en lodsejer ønsker at udstykke tre attraktive grunde med udsigt til Haderslev Fjord og Lillebælt. Det strider imidlertid mod planloven og Natur- og Miljøankenævnets praksis - men udvalgsflertallet vil alligevel give landzonetilladelse. Det vil det røde mindretal ikke. Alt taler også for, at nævnet bremser den sag af indlysende principielle grunde. Sker det ikke, opstår en ny praksis, der giver kommunerne ret til uden begrænsninger at udnytte det åbne land efter et til enhver tid byrådsflertals sympatier. Det er ganske enkelt utænkeligt.

I Gammelting 16-sagen er forholdene lidt anderledes. Her vil GF gerne udvide kontorarealet, og en dispensation vil her ikke stride mod principperne i lokalplanen. Alligevel indstiller forvaltningen til afslag. Det blå flertal har en anden mening, mens det røde mindretal følger forvaltningen. Her har både de røde og de blå noget at have deres holdning i. De blå har ret i, at det er i orden med en dispensation, og de røde har ret i, at dispensationen først bør gives, når sagen er fuldt belyst - det vil sige, når bl.a. tegninger er fremsendt.

Niels Bohrsvej-sagen har udviklet sig til politisk chikane mod et religiøst mindretal anført af DF og fulgt godt op af LA og Venstre. Egentlig er det kun en gemen byggesag, hvor en lille tilføjelse til rammebestemmelser vil gavne mulighederne for områdets udvikling - og altså også tillade en moske. Hvis ansøgningen var kommet fra en sekterisk frikirke, der ville bygge et spir med en top formet som en fisk - kristendommens symbol, før korset blev det - ville sagen være smuttet igennem som ingenting.

Al snak, om at politikerne går ind for udvikling, stopper her. Den har nemlig vist sig at være meningsløs. I denne sag indstiller forvaltningen, at rammebestemmelserne får sin lille udvidelse - og så gør det blå flertal alle mulige krumspring for at undgå at følge forvaltningens indstilling - og altså også følge loven.

De tre sager er sammenlignelige, fordi de alle på en eller anden måde drejer sig om udvikling. Benny Bonde og Co træffer beslutninger efter sympatier og antipatier - det går ganske enkelt ikke, når der er love og regler, der skal følges. Jeg går ind for lighed for loven. Når der gives dispensation til det ene, må det også gives til det andet.

Havkatten Calle