Fortsæt til indhold

Debut til Nicolaj Henriksen og Peter Lenes søndag klokken 14.30

Arkiv
Arkiv

Esbjerg Energy stiller op til søndagens hjemmekamp i Granly Hockey Arena mod Herning med et par ændringer på holdet. Målmand Erwins Mustukovs er til OL i Sochi med Letland og erstattes i målet af den 18-årige Nicolaj Henriksen:
"Vi har en ny ung målmand i målet," fortæller cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy:
"Han har spillet masser af kampe på vores næstbedste hold i år og har deltaget i samlingerne med ungdomslandsholdet. Han har nu for alvor trænet med i 3-4 uger og ser ud til at få mere og mere selvtillid og føler sig bedre og bedre tilpas. Og så virker han spændt på at tage udfordringen op," forklarer Energy-træneren.
Samtidigt er der håb om, at se i hvert fald én af de nye Energy-spillere på isen allerede søndag:
"Peter Lenes vil være med på holdet," oplyser Mark Pederson:
"Han har sit østrigske pas, så der var ikke meget papirarbejde med ham.Desværre er det dag til dag med Brandon Wong i øjeblikket. Han har en lille skade i den nederste del af kroppen. Vi ved endnu ikke om han bliver klar til weekenden, men vi ser frem til at få ham på holdet, så snart han er spilleklar," understreger den 46-årige canadier.
Energy-spillerne har haft en kamppause, men er nu klar til søndagens hjemmekamp mod Herning med ny fysisk og mental energi. Det vurderer backen Anders Krogsgaard, efter en tur til Letland med ungdomslandsholdet:
"Det tror jeg. Alle er kommet tilbage med en god attitude, og smil på læben, så det tror jeg er tilfældet. Nu har jeg så været afsted, men jeg glæder mig til at spille igen, for træning uden kamp er ikke det fedeste," fastslår Anders Krogsgaard.
Kamppausen kom på et godt tidspunkt, vurderer Mark Pederson: - Det gav drengene er mulighed for fysisk og mentalt at komme til kræfter igen. Det har været interessante tider i de sidste par uger, men jeg synes spillerne virker friske, både mentalt og fysisk. Og spændte på at komme i gang igen, vurderer Esbjerg-træneren:
"Herning har ligaens bedste defensiv og de har haft 34 flere overtalssituationer end undertals. Det betyder, at holdet er disciplineret. Vi har omvendt 49 flere undertalssituationer sammenlignet med overtals. Ifølge min hovedregning er det en forskel på 83, så for os handler det om også at være disciplinerede på det område og erkende, at hvis vi får chancen, så skal vi udnytte den," slutter Mark Pederson. Kampen spilles i Granly Hockey Arena klokken 14.30.