Varetægtsfængsel til tre litauere
POLITI: De tre litauiske mænd, som politiet anholdt på Værftsvej i Køge torsdag den 23. januar kl. 01.50 som mistænkte for berigelseskriminalitet, da politiet ved en ransagning af deres litauiske bil fandt smykker, guldur, koben samt muligt forfalskede identitetspapirer, blev senere torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Roskilde som sigtet for indbrud i en privat beboelse.
Alle tre anholdte blev varetægtsfængslet frem til den 6. februar 2014.
Politiet fandt inden grundlovsforhøret ud af, at nogle af smykkerne og uret stammede fra et indbrud i en privat bolig i Roskilde den 22. januar 2014. De anholdtes identitet blev ligeledes undersøgt nærmere, hvorefter den litauiske mand, der først oplyste at være 23 år, faktisk var en 28-årig mand fra Litauen, men med indrejseforbud i Danmark i 6 år efter en dom i juni 2013 for indbrudskriminalitet.
De øvriges identiteter som litauiske mænd på h.h.v. 26 og 27 år var korrekte.
Politiet skal nu forsøge at finde ud, hvor de øvrige smykker stammer fra, ligesom deres færden i Danmark skal undersøges nærmere.
pm