Køge Kommune sparer på energien og skåner miljøet
RENOVERINGER: Køge Kommune vil bidrage til et bæredygtigt klima med renoveringer af bygninger for 20 mio. kr. i 2014. Der vil bl.a. blive opsat solceller, der kan producere energi til kommunen.
At spare på energien er ikke kun en overvejelse, der hører til i folks daglige husholdning. Det er også en mærkesag for Køge Kommune, der gerne vil bevare et sundt klima og gode forhold for borgere og erhvervsliv.
Ejendoms- og Driftsudvalget har netop givet grønt lys for et omfattende energispareprojekt, der bl.a. vil betyde opsætning af solceller på seks kommunale bygninger.
Det er det beskyttede værksted ITC Køge, Kirstinedalsskolen, Køge Svømmeland, Ravnsborgshallen, Boholtehallen og Herfølgehallen, der i fremtiden vil producere solenergi til kommunen.
Andre idrætshaller og Køge Svømmehal vil også få gavn af det grønne projekt, fordi de vil få energibesparende belysning og bedre ventilation.
Forbedringerne er dog ikke kun indvendige.
- Vi vil renovere, så selve bygningerne også bliver bedre. Det gør vi ved at isolere både tage og ydervægge, så bygningerne holder på varmen og sparer energi. Det er godt for miljøet, og samtidig skaber renoveringerne arbejdspladser i kommunen, siger formanden for Ejendoms- og Driftsudvalget, Søren D. Brask.
Energispareprojektet skal godkendes på byrådsmødet i marts, inden det sættes i værk. Der er allerede afsat 20 mio. kr. til den grønne bølge på Køge Kommunes budget for 2014.
pm