Fortsæt til indhold

Landinspektør kan skabe store værdier for grundejere

Arkiv
Arkiv

KØGE: - Grundejere og landmænd kan opnå store værdier ved at få målt grundarealer op i forbindelse med handel, korrekt udregning af grundværdi eller udstykning til byggeri.
Det fastslår Jens Mølbak fra Mølbak Landinspektører, der lokalt har kontor på Galoche Allé 15 i Den Hvide By i Køge.
Firmaet er netop rykket op i toppen af branchen og vandt for nylig store og præstigefulde opgaver i forbindelse med statens anlæg af nye jernbaner, blandt andet den nye Togfonds projekter.
Mølbak skal blandt andet hjælpe med forhandlinger med grundejere i forbindelse med den kommende letbane langs Ring 3 omkring København, den nye letbane i Odense, elektrificering af jernbanen fra Køge til Rødby og baneanlæg i tilknytning til Fehmern Bælt-forbindelsen.
- Det er en blåstempling af vores arbejde, at vi har brudt over 100 års eneret og vundet det første udbud af landinspektøropgaver, som Kommissariaterne ved Statens Ekspropriationer har gennemført, siger landinspektør og partner Jens Mølbak.
Mølbak Landinspektører vandt udbuddet som en af tre ledende landinspektører, der skal udføre opgaver for Statens Ekspropriationer, på baggrund af firmaets høje kvalitet, mange års erfaringer og grundighed.

Top-3 på Sjælland

- De nye opgaver for Statens Ekspropriationer vil sætte yderligere skub i firmaets vækst. Vi har allerede ansat en ny medarbejder som ledende landinspektør, og derudover skal vi ansætte yderligere 3-4 medarbejdere til opgaverne, siger landinspektør og partner Lars Gjøg Petersen.
Dermed kommer firmaet op på over 30 medarbejdere, hvoraf halvdelen er landinspektører, og styrker positionen blandt de tre største landinspektørfirmaer på Sjælland og top-10 i Danmark.
Mølbak Landinspektører udfører både komplicerede opgaver med rådgivning om ekspropriationer, ejendomshandler og lokalplaner og de traditionelle opgaver som opmåling af arealer og bygninger.
Ifølge Jens Mølbak bliver firmaet en endnu mere attraktiv arbejdsplads, som kan tiltrække dygtige medarbejdere til spændende opgaver. Firmaet har hovedkontor i Roskilde og kontorer i Greve, Hellerup og Køge.