Køge Kommune hjælper KRAM
Køge Erhvervsservice er i dialog med KRAM Madservice. ”Vi gør alt, hvad vi kan, for beholde KRAM Madservice og de 138 arbejdspladser her i lokalområdet,” siger formanden for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget.
KØGE: Når KRAM Madservice rykker sit storkøkken bort fra Lykkebækvej for at give plads for Køges nye universitetssygehus, bliver det til en ny adresse i Køge Kommune. I hvert fald hvis det står til Byrådets Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg.
- Vi gør alt, hvad vi kan, for at beholde KRAM Madservice og de 138 arbejdspladser her i lokalområdet. Kommunens Erhvervsservice er allerede i dialog med KRAM Madservice, og der er aftalt møde med virksomheden den 27. februar, oplyser Mads Andersen, som er formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget.
- Kommunens Erhvervsservice er sat i verden for at hjælpe virksomheder med at se muligheder her i Køge, og vi lægger vægt på, at være både effektive og positive i vores tilgang til virksomhedernes ønsker. Derfor handler det i første omgang om at lytte til, hvad KRAM Madservice selv har brug for, og her er dialogen altså i fuld gang, siger Mads Andersen.
Køge Erhvervsservice kan f.eks. hjælpe med at finde erhvervsgrunde, som opfylder virksomhedens behov – hvad enten det drejer sig om byggegrunde eller grunde med eksisterende bygninger. Skal der bygges nyt, kan Køge Erhvervsservice rådgive om, hvordan der søges om de nødvendige tilladelser hos Kommunen. Kompetenceudvikling af medarbejdere kan også ske via Erhvervsservice.
- Hvis KRAM Madservice har brug for flere medarbejdere, klarer vi også det. Vi har styrket samarbejdet mellem kommunens erhvervsindsats og indsatsen for at få flere borgere i arbejde. Det betyder i praksis, at Erhvervsservice har et tæt samarbejde med Jobcenter Køge, så rekruttering kan starte hos Erhvervsservice, siger Mads Andersen.
KRAM Madservice leverer mad til sygehuse og en lang række kommuner, bl.a. Køge Kommune. Virksomhedens lejemål på Lykkebækvej udløber i 2015.
pm