Fortsæt til indhold

Uvalg på strandhugst

Arkiv
Carl Skøtt

Socialudvalget i Haderslev Kommune - et helt overflødigt udvalg, der koster skatteborgerne mere end en million kroner om året - er gået på strandhugst i andre udvalg for at finde sager, som det overflødige udvalg også kan beskæftige sig med.

Udvalgets formand er 23-årige Peter K. Poulsen fra DF. Han er under uddannelse og betragtes af sit eget parti som et politisk stjerneskud. Lokalt er hans største politiske indsats foreløbig, at han har givet næring til frygt for ekstremistiske muslimer, fordi han nogle få gange har set en enkelt kvinde gå rundt i niqab i Haderslev.

Dette overflødige udvalg har bedt om at få information fra Børn & Familie-udvalget vedrørende anbragte borgere, der har en udadreagerende adfærd (skizofreni). Det får udvalget naturligvis.

Det drejer sig på børneområdet om fire. De tre af sagerne koster sammenlagt skatteyderne 3,6 mio. kr. pr. år - og den fjerde sag er så ny, at der endnu ikke er iværksat en handling.

Og så er det, jeg spørger: Hvad vil Socialudvalget med den orientering, når sagerne hører hjemme i Børne & Familieudvalget? Skal vi nu have to udvalg til at se på de samme sager? Eller hvad er meningen?

Min egen konklusion er, at Socialudvalget billedligt talt er en kommunalpolitisk blindtarm, der har bedst i at blive opereret væk, før den gør mere økonomisk skade.

Havkatten Calle