Tågen forårsagede flere trafikuheld
TRAFIKUHELD: Det meget tågede vejr torsdag morgen og formiddag gav travlhed til politiet i vort lokalområde, hvor der på kort tid var brug for fire assistancer på Sydmotorvejen og Vestmotorvejen ved Lellinge og Bjæverskov-områderne.
Politiet blev kaldt ud til følgende trafiksituationer, forårsaget af tågen:
Kl. 07.59: Sydmotorvejen, nordlig retning ved Lellinge – Køge: en varebil påkørte en forankørende personbil p.g.a. kødannelse i tågen. Personbilen snurrede rundt og standsede i nødsporet. Varebilen standsede i midterrabatten. Bjærgning af køretøjerne udsat p.g.a. ringe sigtbarhed. Ingen personskade.
Kl. 09.40: Sydmotorvejen, nordlig retning ved Lellinge – Køge: personbil påkørt bagfra af bilist, der kørte fra stedet, p.g.a. opbremsning i tæt tåge. Påkørt bilist havareret.
Kl. 09.41: Sydmotorvejen, nordlig retning ved Lellinge – Køge: nyt, mindre sammenstød mellem to bilister, idet en varebil foretog vognbaneskift og påkørte en anden ukendt bilist. Havarerede biler fra dette og tidligere uheld på stedet blev nu fjernet af bjærgningskøretøjer, idet politiet skønnede, at de var medvirkende årsag til seneste uheld i den tætte tåge.
Kl. 10.20: Vestmotorvejen, afkørsel 34 Borup – Bjæverskov ved Køge: spøgelsesbilist kørt ned ad FRA-kørselsrampen. Patruljer sendt til motorvejen fra både Køge og Ringsted for at ”spærre” motorvejen. Advarsel udsendt i trafikradioen.
Kl. 10.24 fik politiet kontakt til bilist, der havde set spøgelsesbilisten vende rundt og køre rette vej bagefter. Alt ophævet. Ingen uheld sket.
pm