Digitale løsninger må ikke koste trygheden
JydskeVestkysten Haderslev bragte(9/1) en historie om digitaliseringen af det offentlige, der skaber utryghed bl.a. for den gruppe af ældre, der ikke er tryg ved at bruge computere. Det er hamrende vigtigt, at ingen bliver forhindret i at komme i kontakt med kommunen. For det ville være uacceptabelt.
De kriterier, Folketinget skal vedtage, om dispensation fra den digitale ordning, bør derfor være så fleksible, at ingen tvinges over på en digital løsning, der kan koste trygheden. Det er ganske udmærket, at nogen ældre tager computerkursus for at kunne betjene computere og være med på den digitale løsning, men de mange ældre, der af forskellige grunde ikke har denne mulighed, må ikke lades i stikken. Alle skal kunne komme i kontakt med det offentlige – med eller uden computer!