Fortsæt til indhold

Med paryk og vanter

Hvidovre Teaterforening har cabaret på programmet søndag

Arkiv
Arkiv

Med Paryk og Vanter fortæller historien om Bodil Steen, der begyndte sin karriere som dansepige og endte som stjerne. Hun blev med årene ikke bare revyskuespiller, men revystjerne, og hun fik også mange opgaver i film og skuespil.
Men Paryk og Vanter går også med bag scenen og ind i privaten. Tilskuerne lærer at kende et menneske, der var elsket af sit publikum, men også havde store problemer. Bodil Steen var maniodepressiv og havde også i store perioder et alkoholproblem og hendes liv var en rutsjebanetur af de helt store. Med Paryk og Vanter er skrevet af Bodil Steens ven Torben Sigersted med udgangspunkt i hendes bog “Mine 10 Ægtemænd”.
Historien om Bodil Steen fortælles af Susanne Breuning, der dels er sig selv, dels agerer som Bodil Steen. Det er en meget humoristisk, men også bevægende og tragisk historie, der ledsages af alle de (revy)sange, som var med til at give Bodil Steen sin store berømmelse og popularitet. Sangene, der for de flestes vedkommende er skrevet af nogle af datidens populæreste komponister og forfattere, fremføres ikke i kronologisk orden, men er med til at føre Bodil Steens historie videre.
Cabaret'en kan ses i Hvidovre Medborgersal søndag den 23. februar kl. 16. Forestillingen varer ca. 1 time og 50 min. inkl. pause. Billetter kan bestilles på tlf. 36 49 66 06 eller på mail post@hvidovreteaterforening.dk