Fortsæt til indhold

SønderjyskE indløser billet til slutspillet

Sejr over Ribe-Esbjerg sender SønderjyskE i ligaens slutspil

Arkiv
Mikkel Hansen

Foran et særdeles højlydt hjemmepublikum indløste SønderjyskE onsdag aften billet til håndboldligaens slutspil med en sejr på 25-22 over Ribe-Esbjerg i Broager Sparekasse Skansen.
SønderjyskE førte fra start til slut og vandt fortjent, selvom kampen bestemt ikke var uden spænding.
Første halvleg blev en målfattig affære og endte 11-7, efter pausen kom gæsterne for alvor med i kampen og fik reduceret SønderjyskE's føring til et enkelt mål. Kampen bød på masser af intensitet og hård fight, og det publikum i Skansen op af stolene, hvilket både dommere og gæster fik at mærke med flere pibekoncerter.
I slutfasen var SønderjyskE stærkeste og kørte en sikker sejr i hus.
"Det var måske ikke lidt flot hele kampen, men vi viser masser af gejst, og vi fører fra start til slut, og vi er fokuseret i slutfasen.," sagde SønderjyskE-træner Morten Henriksen til Lokalavisen efter kampen.
Med sejren er SønderjyskE sikret en plads i slutspillet, selvom de nærmeste rivaler fra Skanderborg overraskende slog BSV med 10 mål. SønderjyskE møder netop Skanderborg på lørdag i Skansen i grundspillets sidste kamp.
"Vi er vanvittig glade for at være i slutspillet, især set i lyset af Skanderborgs sejr, for på lørdag kommer de med masser af gejst," sagde Morten Henriksen.
Selvom SønderjyskE allerede er sikret en plads i slutspillet, og Skanderborg har alt at spille for, lover SønderjyskE-træneren god fight fra de lyseblå:
"Vi har et godt momentum og har kun sat to point til mod KIF siden EM-pausen, og det momentum skal vi fastholde. Samtidigt spiller vi også foran et veloplagt hjemmepublikum, og dem vil vi ikke skuffe."

Zachariassen: En forløsning

SønderjyskE's stregspiller Anders Zachariassen glædede sig også over sejren over Ribe-Esbjerg.
"Det blev en tæt kamp, som vi havde forventet. Vi stod godt i forsvaret, men vores angreb haltede lidt i første halvleg. Der er nogle perioder, hvor tingene ikke hænger helt sammen for os, men dem får vi løst," sagde Anders Zachariassen efter han sammen med holdkammeraterne havde jublet over slutspilspladsen:
"Det er en stor forløsning at sikre os en plads i slutspillet. Sidste år kom vi i slutspillet på en 8. plads med 23 point. I år skulle vi bruge 30 point før vi var sikre. Det var en dyr billet i år, og vi har kæmpet hårdt for den. Nu er vi i slutspillet, og så må vi se, hvad kan udrette der," sagde Anders Zachariassen efter kampen.
Først skal kampen mod Skanderborg dog spilles. Det sker på lørdag kl. 17.00 i Skansen.
"Der kommer tryk på. Skanderborg har alt at spille for, så de kommer med alt, hvad de har. Det bliver en tæt og spændende kamp."
SønderjyskE's fløjspiller Kenneth Bach var udset til at få 100 kamps jubilæum mod Ribe-Esbjerg, men en håndskade holdt ham ude. Han kommer heller ikke i aktion mod Skanderborg.