Positiv udvikling på Køge kommunes folkeskoler
KØGE: Hvert eneste år laves der en kvalitetsrapport, der tager temperaturen på den kommunale folkeskole.
For de 16 folkeskoler i Køge Kommune er der plads til både skulderklap og forbedringer i kvalitetsrapporten for 2013, som Byrådet netop har godkendt. Især lærere og fagfolk får ros for en stærk indsats, men også eleverne kan ranke ryggen.
Borgmester Flemming Christensen er tilfreds med kvalitetsrapporten og ser gode muligheder for mere udvikling:
- Folkeskolen er af højeste prioritet i Køge Kommune. Derfor er jeg glad for resultaterne for 2013, men har endnu større forventninger til 2014, hvor vi får den nye folkeskolereform. Med den vil vi gøre alle elever endnu dygtigere ved f.eks. at lægge en ekstra indsats i at styrke udskolingen. Så forhåbentligt kan vi allerede næste år se fremskridt i kvalitetsrapporten.
I Køge Kommune satses der meget på digital undervisning og velforberedt inklusion af alle elever. Den satsning viser sig tydeligt i kvalitetsrapporten for 2013.
Her ses nemlig, at lærere i stigende grad tager nye, anbefalede metoder til sig i undervisningen. Køge Kommunes mål om, at 97 % af alle elever skal føle sig som en del af fællesskabet i folkeskolen, er også flot på vej med kurser og ressourcepersoner. Kvalitetsrapporten melder om engagerede og dygtige fagfolk og om, at flere og flere elever føler sig tilpas i folkeskolen.
I folkeskolereformen, som træder i kraft 1. august, er det centralt, at eleverne skal udfordres, så de bliver så dygtige de kan. Der lægges også vægt på, at den sociale baggrunds indflydelse på de faglige resultater skal mindskes. Derfor er det vigtigt for Køge Kommune at gøre en indsats for at få alle med, så flest muligt får en ungdomsuddannelse og kan blive selvforsørgende senere i livet.
For folkeskolens afgangseksamen ligger gennemsnittet på 6,3 i Køge Kommune, mens det på landsplan er 6,7. I andre nationale tests er Køge Kommune dog godt med.
Faktisk så godt at gennemsnittet her ligger over eller på landsgennemsnittet i næsten alle fag. Så selvom der er plads til forbedringer til afgangseksamen, er der overordnet set fine karakterer til Køge-eleverne.